Prisstigninger: Så meget dyrere er det nu at køre med offentligt transport

Det kan være dråben, der får bægeret til at flyde over, siger lektor.

Søndag blev det dyrere at tjekke ind med rejsekort, forny sit pendlerkort eller trække en billet i automaten, når man skal med offentlig transport.

Landets trafikselskaber har nemlig hævet priserne, eftersom coronapandemien og energikrisen har efterladt trafikselskaberne med et blødende hul i pengekassen.

Priserne stiger i gennemsnit med 4,9 procent.

- Mig bekendt er 4,9 procent den største stigning, vi har haft. Jeg kan ikke huske, at stigningen tidligere har været så høj, siger Charlotte Kjærulff, der er kundechef hos DSB, til DR

Prisstigningerne, som kan ses her, omfatter både busser, tog og Flextrafik.

Kunder risikere at flygte

Ifølge Laura Bang Lindegaard, der er lektor og forsker i kollektiv trafik ved Aalborg Universitet, har trafikselskaberne ikke haft lige så mange kunder i biksen som før corona.

Pristigningerne, som allerede trådte i kraft søndag, hjælper ifølge hende formentligt ikke på dette.

- Det giver ikke folk et incitament til at fravælge det magelige liv i bilen, når de ser, at det bliver dyrere at køre med offentlig transport. Mit bud er, at trafikselskaberne mister kunder på det her.

- Desuden kan det være at nogle i højere grad søger mod andre alternativer såsom Gomore, siger hun.

Ifølge forskeren viser størstedelen af undersøgelserne blandt passagerer, at prisen er den mest afgørende faktor, når det handler om, hvorvidt folk vælger at benytte offentlig transport eller ej.

Dårligt for den grønne omstilling

Derfor kan det vise sig at blive en dårlig forretning for trafikselskaberne.

- På den korte baner tror de formentligt, at de kan tjene flere penge på det her, men på den lange bane har jeg svært ved at forestille mig, at det er en økonomisk gevinst for selskaberne. Så både dem, forbrugerne og den grønne omstilling kan ende med at tabe på det, siger Laura Bang Lindegaard.

Folketinget har lovet at give trafikselskaberne 140 millioner i 2023 som tilskud grundet energikrisen. Desuden blev trafikselskaberne også lovet 125 millioner i september 2022, hvilket skulle ses som et covid 19-tilskud.


 


Seneste nyt

fra Nordjylland