Privatfinansieret lægehus på vej til Aalborg
Firmaet Centrocare etablerer snart privat lægehus i bl.a. Aalborg. Desuden forventer firmaet, at der etableres 10-15 andre lægehuse i de kommende år.
Kæde af private lægehuse
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens og regionernes krav om større lægeklinikker hilses meget velkomment af firmaet Centrocare, som til august påbegynder byggeriet af det første af en række moderne lægehuse, der vil åbne landet over.
Ingen offentlig finansiering
Hvor Løkke Rasmussen i dag taler om offentligt finansierede lægehuse med plads til tre-fire læger, har virksomheden bag Centrocare længe arbejdet med et langt større projekt, som oven i købet ikke kræver skattekroner.
I august tages første spadestik i Sundhedsparken i Køge.
Lægehus i Aalborg
Lægehuset i Køge bliver snart efterfulgt af tilsvarende huse i Viborg og Aalborg.
Samtidig har virksomheden bag Centrocare indledt samarbejde med otte til ti andre kommuner for at finde egnede grunde til lægehuse baseret på konceptet.
Flere kommuner interesseret
Centrocare er i dialog med endnu flere interesserede kommuner og forventer, at der vil åbne mellem ti og 15 moderne lægehuse årligt i de kommende år - uden udgifter for skatteborgerne.
Almen og speciallæger
- Fordi lægerne og det øvrige sundhedsfaglige personale i husene hver især køber en andel i lægehusene, koster projektet ikke det offentlige en krone.
Fordi de specialindrettede huse rummer både almene læger og speciallæger, kan brugerne forvente en topprofessionel behandling, fordi lægerne sammen har mulighed for at tilbyde eksempelvis røntgenfaciliteter, som en enkelt praktiserende læge ikke har råd til, siger administrerende direktør i Centrocare, Jesper Egeris Pedersen.
Koncept hjælper lægen
- Vores koncept betyder, at lægen kan koncentrere sig 100 procent om patienterne, fordi lægen ikke skal koncentrere sig om administration og drift.
Det kommer borgerne til gode.
Derudover åbner vores koncept op for større faglig og forskningsmæssig sparring og med en bred palet af ydelser vil borgene altid vide, at de er på rette sted og i trygge hænder, siger Jesper Egeris Pedersen.