Produktionsskoler lukker: Ny uddannelse skal give de unge et nemt valg
De nye FGU-skoler samler seks uddannelsesforberedende kurser, blandt andet de gamle produktionsskoler, i én skole.
En helt ny uddannelse, kaldet FGU (Forberedende Grunduddannelse), ser nu dagens lys i Danmark. De nye FGU-skoler erstatter blandt andet de gamle produktionsskoler, der nu er lukket.
Idéen er at gøre det nemmere for de unge, der har svært ved at bestemme sig for en uddannelse. Èn af dem er Maja Christensen fra Kås, der mandag havde første skoledag på det nyåbnede FGU Nordvest Jammerbugt i Aabybro.
- Det bliver rigtig godt. Jeg glæder mig. Jeg håber bare, jeg kommer på det hold, jeg ønsker, fordi vi er mange om pladserne, siger Maja Christensen.
Børne- og Undervisningsministeriet har produceret en video, der forklarer, hvad FGU går ud på.
Et nemt valg for unge
Maja Christensen har tidligere gået på produktionsskolen i Aabybro og er nu startet på FGU, fordi hun har svært ved at vælge en uddannelse.
- Der er jo så mange at vælge imellem. Også flere end dem, vi bare kan prøve af her, siger Maja Christensen.
FGU er en samling af en række forberedende tilbud – produktionsskolerne, kombineret ungdomsuddannelse (KUU), erhvervsgrunduddannelse (EGU), almen voksenuddannelse (AVU), forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne (OBU) for unge under 25 år.
- Man har valgt at lukke ned for seks tidligere tilbud for at samle det under én hat. Det er for at gøre det nemt og overskueligt for de unge mennesker, at der er én vej ind i det her hus, siger Lene Viborg Hedver, pædagogisk leder på FGU Nordvest Jammerbugt.
Skal klargøre unge til ungdomsuddannelse
De nye FGU-skoler i Nordjylland er placeret i Thisted, Nykøbing Mors, Aabybro, Hjørring, Frederikshavn, Dronninglund, Aalborg, Støvring, Aars og Hobro.
- Målgruppen i forhold til dem, der starter på FGU, er enormt bred. Der er mange årsager til, de kommer her. Men vores vigtigste opgave er at klargøre dem og vejlede dem, så de ved, hvad for et uddannelsesvalg de skal tage, siger Lene Viborg Hedver.
Maja Christensen håber, at hendes ophold på FGU kan gøre hende afklaret om, hvordan hun gerne vil bruge sin fremtid.
- Jeg håber, jeg bliver 100 procent afklaret på, hvad jeg gerne vil, og hvad jeg kan holde til. Så jeg kan finde en uddannelse, jeg gerne vil, og så jeg er stolt af mig selv, siger Maja Christensen.