Prognoser viser sol og stigende temperaturer
Forårsvejr på vej, naturen går i blomst.
Men nattefrosten slipper vi ikke af med
Efter en søndag, der bød på sne mange steder, er der nu gode nyheder for alle, der savner sol og varme.
Et højtryk er på vej mod Danmark, og det vil gradvis give omslag i vejret.
Mandag og tirsdag bliver med køligt og blæsende vejr bestemt ikke særligt forårsagtige, men fra onsdag lægger vinden sig, og vi kan måske nærme os 10 grader.
Når aprilsolen skinner, vil det føles varmt, selvom temperaturen ikke er så høj for årstiden.
Solen vil gradvist overtage fra onsdag og videre ind i weekenden med generelt stigende temperaturer.
Prognoserne er lidt uenige om, hvor varmt det bliver i weekenden, men det er sikkert, at det bliver både tørt og ret solrigt. Både fredag og frem mod weekenden er vi tæt på højtrykket og vinden vil derfor være svag.
Selvom det sandsynligvis bliver varmere i dagtimerne, vil der også der fortsat kunne komme frost om natten.