Psykedelisk stof kan hjælpe mod angst og depression
Det psykedeliske stof skal indtages i særligt indrettede rum, der er designet til at berolige patienterne med musik og tæpper.
Det psykedeliske stof, psilocybin, vil blive brugt som middel mod angst og depression i nyt studie på Aalborg Universitetshospital.
Psilocybin er et bevidsthedsudvidende stof der findes i forskellige svampe.
Nu skal det også bruges af Aalborg Universitetshospitalt i et forsøg på kurere angst og depression.
- Det er ikke et stof, der skaber nogen som helst form for fysisk afhængighed.
Rasmus Wentzer Licht, forskningschef, Aalborg Universitetshospital
- Der er nogle udenlandske erfaringer og studier indenfor de seneste år, der tyder på, at det faktisk kan hjælpe på angst og depression, siger forskningschef ved Psykiatrien - Aalborg Universitetshospital, Rasmus Wentzer Licht.
Omkring 20 patienter på Aalborg Universitetshospital vil forventeligt kunne prøve den nye behandling.
Studiet er en del af et større forskningsprojekt, hvor i alt 216 patienter i Europa og Nordamerika medvirker.
Der er indrettet særlige rum til behandlingen i Aalborg.
- Det, som gør det her rum anderledes end andre på sygehuset, det er blandt andet, at vi har noget så simpelt som et tæppe, der skal give lidt hygge og lidt varme herinde, fortæller projektsygeplejerske ved Psykiatrien - Aalborg Universitetshospital, Mette Gulbæk.
For at blive en del af projektet skal man som patient have prøvet andre antidepressive midler, uden det har haft nogen effekt.
Ifølge forskningschef Rasmus Wentzer Licht kan man trygt blive en del af forsøgene.
- Det er ikke et stof, der skaber nogen som helst form for fysisk afhængighed, beroliger han.