Punktum i Kærkommensag: Lønmodtagernes Garantifond skal betale
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Plejefirmaet Kærkommen gik konkurs i 2015. Nu er det endelig afgjort, at Lønmodtagernes Garantifond skal betale den løn, medarbejderne har til gode.
Tre et halvt år efter at Kærkommen gik konkurs er der endelig faldet dom i sagen, der skulle afgøre, om det var Aalborg og Hjørring Kommuner, der skulle betale medarbejdernes tilgodehavender.
Vestre Landsret i Viborg har afsagt dom i sagen om tilgodehavender for 12 millioner kroner. Det er de tidligere medarbejdere i plejefirmaet Kærkommen, der har været i klemme i striden, hvor hverken Aalborg eller Hjørring Kommunepå den ene side eller Lønmodtagernes Garantifond på den anden side, mente at de skulle betale de mange millioner, som medarbejderne havde til gode i løn og feriepenge.
Afgørelsen blev, at det er Lønmodtagernes Garantifond, der skal punge ud til de 77 tidligere medarbejdere. Dermed har de nu endelig udsigt til at få de penge, de har ventet på i tre et halvt år.
- Jeg er så glad og lettet på medlemmernes vegne over, at der nu er en afgørelse. Det har været en alt for lang og urimelig kamp, de har været ude i for at få det, de har krav på, siger forbundsformand i FOA, Mona Striib.
Sagen opstod fordi Aalborg og Hjørring kommune efter Kærkommens konkurs overtog opgaven, og nogle af Kærkommens medarbejdere fik arbejde i kommunerne. Lønmodtagernes Garantifond mente, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse. Det mente kommunerne til gengæld ikke, og hverken Garantifonden eller kommunerne ville dække det lønkrav som medarbejderne havde mod Kærkommen.
Vestre Landsret har nu afgjort, at der ikke var tale om en virksomhedsoverdragelse, hvorfor Lønmodtagernes Garantifond skal udbetale det tilgodehavende løn og feriepenge.
Også i Aalborg Kommune er der tilfredshed med rettens afgørelse, som altså betyder at kommunen slipper for at skulle betale et millionkrav.
- Vi er naturligvis tilfredse med, at Landsretten har givet os medhold i, at der ikke har fundet en virksomhedsoverdragelse sted. Vi er også rigtig glade for, at der endelig er sat punktum i sagen - ikke mindst på vegne af de tidligere medarbejdere i Kærkommen, som er blevet klemt i denne sag. Nu kan de endelig få deres tilgodehavender, siger rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Jørgen Hein.
Sagen har ført til, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har fremsat et lovforslag, som er under udvalgsbehandling i Beskæftigelsesudvalget på Christiansborg.
Lovforslaget skal sikre, at det i fremtiden ikke bliver medarbejderne, der kommer til at stå med sorteper ved uenigheder mellem Lønmodtagernes Garantifond og kommunerne, men at Lønmodtagernes Garantifond kan lægge ud for tilgodehavender.