Q&A med Krüger: Laver Vendsyssel FF 'en Hobro'?
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Vendsyssel slog onsdag AC Horsens og deler lige nu andenpladsen i Nordic Bet Ligaen med Viborg. TV2/Nord har talt med sportschef Jacob Krüger om nordjydernes muligheder for at rykke op i landets bedste række.
Har I ambitioner for at rykke op i Superligaen?
- Nej, jeg vil sige både og. Vi har ikke haft nogen målsætninger før sæsonen overhovedet om at skulle rykke op i Superligaen.
Har I turde håbe på det?
- Vi håber selvfølgelig på, at resultaterne de kommer, men det er på ingen måde noget, vi budgetterer med og har som målsætning, at vi skal rykke op.
Hvordan ser I jeres muligheder for at rykke op i forhold til Viborg og Lyngby?
- Det er to klubber, som er meget større end os både økonomisk, sportsligt og organisatorisk. Det ene hold er lige rykket ned fra Superligaen, og det andet er vant til at være i Superligaen, så det er to klubber, som har langt større forudsætninger, end vi har. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at se, om vi kan hænge på så lang tid som overhovedet muligt.
Mener du, at truppen er stærk nok til at rykke op?
- Jeg tror, at vi synes, at både Lyngby og Viborg lige nu har en trup, som er lidt stærkere end vores, men vi må se efter vinter, hvordan det ser ud, og hvordan trupperne ser ud til den tid. Vi har selv en hel del kontraktudløb. Det kan også være, at Viborg og Lyngby opruster. Så jeg tror, at når man kommer ud i januar, så er man lidt klogere på, hvem der har størst chance for at rykke op.
Har det været på tale, at I skal købe nogle spilere?
- Nej, så langt er vi ikke. Vi mangler stadig tre kampe. Vi er så småt begyndt at finde ud af, hvordan det skal se ud til næste halvår.
Hvis det skulle ende med, at det er jer, der rykker op, vil det så være en stor sensation?
- Ja, det synes jeg. Jeg synes, at det ville være en gigantisk sensation. Det ville være større end det, Hobro opnåede sidste år. Så det er helt sikkert, at vi kører med et mindre set-up, end Hobro havde sidste år. Så hvis det skal kunne lykkes, så ville det være en gigantisk overraskelse.