R: Regeringen vil nedlægge to regioner

De Radikale mistænker regeringen for at ville benytte ekspertanbefalinger om en centralisering af sygehusvæsenet til at mindske antallet af regioner.

Regeringen spiller med fordækte kort, når de vil have
regionerne til at centralisere og effektivisere sygehusvæsenet. I virkeligheden er hensigten at nedlægge to af regionerne.

Sådan lyder udmeldingen fra Det Radikale Venstre oven på regeringens positive modtagelse af en rapport fra det såkaldte Erik Juhl-udvalg. Her bliver det blandt andet konkluderet, at visse regioners sygehusplaner ikke lever op til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen om at samle lægerne og ekspertisen i store sygehuse.

- Vi har en fornemmelse af, at det er hensigten med udspillet, at man kun vil have tre regioner. Vi er tilhængere af fem velfungerende regioner, siger sundhedspolitisk ordfører for De Radikale, Lone Dybkjær.

Et centralt element ved ekspertudvalgets anbefalinger er, at antallet af akutsygehuse på landsplan skal mere end halveres. Hos De Radikale mener man på den ene side, at det vil gå ud over kvaliteten i behandlingen, hvis man skal "opretholde et hav af lokalsygehuse. Men:

- Det nytter ikke noget, at vi kommer i en situation, hvor vi forlænger kørselstiden så meget, at vi ikke har en chance for at redde liv. Der skal være en balance mellem tingene, og det er den diskussion, vi gerne vil tage, siger Lone Dybkjær.

/ritzau/