Ramona har ramt en jernbanebro før
Et skib har ødelagt jernbanebroen over Limfjorden ved en påsejling
Fragtskibet, der ramte jernbanebroen ved Aalborg onsdag aften, har tidligere vædret en tilsvarende bro.
Det finske fragtskib "Ramona", der onsdag aften vædrede en jernbanebro i Aalborg, har tidligere ramt en tilsvarende bro. Dermed er det ikke første gang, at skibet er skyld i en større ulykke.
Kollisionen skete, da skibet den 29. maj 2002 næsten fik revet mast og overbygning af, da det ramte en jernbanebro over floden Trent i Keadby, Llincolnshire i England.
Det skriver nyhedsportalen maritimedanmark.dk.
Da fartøjet kolliderede i England, blev det taget af tidesvandsstrømmen, der havde en fart på omkring tre knob. Strømmen førte skibet ind i og delvist under jernbanebroen. Et besætningsmedlem kom til skade ved sammenstødet.
Skibet havde dengang en lods om bord, hvilket skibet ikke havde, da det vædrede jernbanebroen over Limfjorden. En lods er et maritimt udtryk for en slags pilot, hvis arbejde består i at guide skibet igennem farvande, som lodsen har specielt kendskab til.
Da skibet ramte jernbanebroen over Limfjorden, havde det dog ikke pligt til at have en lods om bord, da det kun måler 75 meter. Hvorvidt ulykken kunne være undgået med en lods om bord vides ikke.
- Os, der færdes i området hele tiden, ville have vidst, at der med vestenvinden onsdag var en meget kraftig medgående strøm, som gjorde det ekstra vanskeligt at stoppe skibet, siger lods fra Danpilot i Hals Thomas Egetoft til nordjyske.dk.
En skibsfører, der ikke er lokalkendt, vil naturligt nok tøve med at foretage sådan en "håndbremsevending". Og så skete ulykken altså, siger han.
Havarirapporten fra dengang fastslog, at hverken fartøjets kaptajn eller lodsen havde tilstrækkeligt kendskab til floden og tidevandets indflydelse. Dengang hed fartøjet Maria H og sejlede under Antigua Barbuda flag. Skibet var lastet med stålpæle.
/ritzau/