Kort Nyt

Region Nordjylland lancerer millionbesparelser: Lukning af flere skadeklinikker

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lukning af skadeklinikken i Farsø, skadestuen i Hobro og mindre bemanding på Thisted Sygehus.

Det er indholdet af tre forslag, som Region Nordjylland netop har sendt i høring.

Selvom det kan give længere vej til behandling for nordjyder, mener regionsrådsformand Mads Duedahl, at det er det rigtige sted at se på besparelser.

- Vi har taget en diskussion om, hvor vi får mest sundhed for pengene, og der har vi fundet de her tre steder, som vi mener, vi bliver nødt til at kigge på, og derfor har vi sendt det i høring, 

- I Thisteds tilfælde drejer det sig i gennemsnit om tre operationer om måneden, i Farsø har de i snit ni patientbesøg om dagen, og rigtig mange vil alligevel skulle sendes til Aalborg, udtaler regionsrådsformanden.

Den samlede pakke vil spare op mod otte millioner kroner om året for regionen.

De patienter, der tidligere er blevet behandlet i Farsø, vil fremover skulle køre hele vejen til Aalborg.

Patienterne på skadestuen i Hobro skal også rette blikket mod Aalborg, hvis de skal behandles indenfor regionens grænser. 

Regionen forventer dog, at der vil være en del patienter, som vil søge behandling på Regionshospitalet i Randers.

Ingen speciallæge om natten

I Thisted lægges der i forslaget op til, at der ikke længere skal være døgnbemanding på posten som ortopædkirugisk speciallæge i traumatologi. I stedet skal der fremadrettet kun være bemandet i tidsrummet 8.00-18.00.

De typiske opgaver der varetages af speciallægen i Thisted er operationer af brud på lårben, hoftebrud og åbne benbrud. 

I 2023 blev der i Thisted foretaget 311 akutte ortopædkirurgiske operationer, som krævede behandling af en ortopædkirugisk speciallæge i traumatologi indenfor 24 timer.

Økonomien i Region Nordjylland har blandt andet været presset af øgede udgifter til medicin, og derfor lægges sparekniven ikke i skuffen lige foreløbigt.  

- Vi har allerede sat meget i gang, og vi kommer også til at finde store besparelser ved at hjemtage en række operationer fra andre regioner. Det er der, de store besparelser ligger, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.

Forslagene er sendt i høring i dag - høringssvar skal sendes til regionen inden den 5. marts.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Lørdag bliver tørt og med sol flere steder

Lørdag bliver en pæn decemberdag over det meste af Nordjylland. Dagen igennem vil der være en vind fra vest, og der kan opstå byger rundt i hele Nordjylland.

Men størstedelen af tiden vil der være tørt, og solen vil også komme frem over det meste af Nordjylland.

Temperaturerne vil dagen igennem ligge omkring fire til seks grader.

Hør vejrudsigten netop for dit lokalområde herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Herunder kan du se hele vejrudsigten for Nordjylland:

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Mareridtsperiode sænkede piraterne i topbrag

Aalborg Pirates var fredag aften på isen, da de på hjemmebane mødte Herning Blue Fox i et vaskeægte topbrag. Men det skulle hurtigt vise sig at blive en aften til glemmebogen for aalborgenserne.

Da de tre perioder var spillet, viste måltavlen 10-3 i Herning Blue Fox' favør. Det skete blandt andet efter anden periode, som Pirates tabte med hele 0-5.

Dermed fører herningenserne fortsat Metal Ligaen med 55 point, mens Aalborg Pirates ligger på andenpladsen med 47 point i 26 kampe.

God start blev ødelagt

Fredagskampen begyndte ellers så lovende for Aalborg Pirates. Lasse Knudsen og Tobias Ladehoff sørgede for en nordjysk drømmestart, og efter 17 minutter var Pirates foran 2-0.

Men derfra gik det ned ad bakke. Kort tid efter reducerede Herning Blue Fox, og i anden periode gik det helt galt. Midtjyderne vandt perioden 5-0 og gik dermed fra 1-2 til 6-2.

Dermed var kampen reelt afgjort, og i tredje periode blev ondt kun værre for Aalborg Pirates. Eric Gotz scorede en enkelt for nordjyderne, men det ændrede ikke på slutresultatet, som blev 10-3 til Herning Blue Fox.

Heldigvis har Aalborg Pirates mulighed for at få hurtig revanche. Allerede søndag går det løs igen, når de møder Odense Bulldogs i endnu en topkamp.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politi efterlyser vidner i brandefterforskning

Natten til lørdag klokken 03:37 blev Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi kaldt ud til Skudehavnsvej i det vestlige Aalborg.

Der var opstået brand i Aalborg Kommunes bygning, som ligger ved Vestre Bådehavn.

- Branden er opstået på den udvendige facade. Ilden blev hurtigt slukket, men der er ingen skader indvendigt, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

- Nu har vi lavet en rapport på det, og så undersøger vi branden nærmere. Vores brandefterforskere følger op på mandag for at finde ud af, om det er påsat, eller det har været et cigaretskod eller noget andet, der har startet det, siger Karsten Højrup Kristensen.

I forbindelse med opklaringsarbejdet efterlyser Nordjyllands Politi vidner, som har befundet sig i området omkring klokken 03:30. De kan kontakte politiet på telefon 114.

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Dyreste landejendom solgt i 2024 blev solgt i Nordjylland

I løbet af året er priserne på boliger steget i det nordjyske, men ikke helt i samme tempo som andre steder i landet.

Men et sted er Nordjylland helt på toppen. Den dyreste landejendom blev i begyndelsen af året nemlig handlet heroppe.

Det er ejendommen Lendumvej 68 lidt nord for Thorshøj, som tager den store pris. Salgsprisen lyder på hele 59.408.273 kroner.

Opgørelsen over de dyreste landejendomme i 2024 kommer fra Boliga, som har samlet listen.

Der er ingen andre nordjyske landejendomme i en top ti.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet beder om hjælp: Bil forlod stedet efter påkørsel, hvor scooter-fører brækkede benet

En 15-årig på scooter blev fredag eftermiddag ved 16-tiden ramt af en bil på Maagevej i Nykøbing, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Bilen kørte frem for ubetinget vigepligt, vurderer politiet. Føreren af scooteren brækkede benet.

- Efter det var sket, kørte bilen derfra, fortæller vagtchef Jan Nørrum fra politiet.

Et vidne har oplyst, at føreren af bilen sandsynligvis er en ældre kvinde.

Bilen er formentlig en rød Citroën Cactus.

- Sådan én med de karakteristiske "airbumps" på siden af bilen, siger Jan Nørrum.

Hvis man ved noget om trafikuheldet, kan politiet kontaktes på telefon 114.