Rekordlav valgdeltagelse på AAU
De studerende på Aalborg universitet gider ikke stemme om, hvem der skal være de styrende organer på universitet.
Kun 10 procent valgte at afgive deres stemme i år. Sidste år var valgdeltagelsen på 17 procent. Begge langt under det ønskede.
De tre politiske organisationer, Frit Forum, Konservative Studerende og Venstres Ungdom satte i sidste uge en stor 'stem blank'-kampagne i gang. De er utilfredse med, at Studentersamfundet nærmest har monopol på bestyrelsesvalget.
Valgresultatet har vist, at 32 procent af de afgivne stemmer til bestyrelsesvalget var blanke.
-Vi er utroligt glade for, at så mange studerende har valgt at bakke op om vores projekt og derigennem være med til at sende et klart signal om, at vi ikke finder forholdene acceptable. Desuden må det betragtes som et markant opråb til Studentersamfundet om, at vi studerende ikke ønsker at hylde deres magtmonopol, siger formanden for Frit Forum, Christian Ejdrup Larsen.
Studentersamfundet vandt valget og de tolker valgresultatet som udtryk for, at de studerende bakker op om deres interesseorganisation.
-Valget har endnu en gang vist, at de studerende stemmer studenterpolitisk og ikke partipolitisk på universitetet, og at langt størstedelen af de studerende ser Studentersamfundet som den organisation, der bedst varetager deres interesser. Det er vi glade og taknemmelige for, siger Lasse P. N. Olsen, der er uddannelsespolitisk ordfører.