Rekordmange krydstogtskibe til Aalborg

Ti gange i løbet af sommeren lægger de store skibe til i Aalborg.

Onsdag starter krydstogtsæsonen i Aalborg, når der for første gang denne sommer lægger et af de store krydstogtskibe til i byen. Det er skibet M/S Prinsendamm fra Holland Amerika Line, der kommer på besøg fra kl. 08.00 og indtil kl. 17.00 med knap 800 primært amerikanske gæster og 450 besætningsmedlemmer.

Og 2012 bliver rekordår for Aalborg på krydstogtsfronten. Sidste år var der fire anløb, men i år besøges byen af 10 krydstogtskibe.

Ni af skibene lægger til kaj ved den nyindviede Honnørkaj lige foran Aalborghus Slot, mens det sidste har en dybgang, der betyder, at skibet lægges til kaj i Nordhavnen på Nørresundby siden.

- Der er ingen tvivl om, at det at kunne tilbyde krydstogtskibene at lægge til kaj i hjertet af Aalborg er et af vores helt unikke selling points. Det både at kunne opleve Aalborgs historie og samtidig gå på opdagelse i byens hyggelige shoppingmiljø helt uden at have brug for en bus, det giver de moderne krydstogtsgæster en behagelig og uafhængig oplevelse, som de ikke finder i ret mange europæiske krydstogtshavne, forklarer projektleder Lars Bech fra VisitAalborg.

Krydstogtgæsterne får både mulighed for at se Aalborg midtby til fods, komme på busture til kolonihaverne på Annebergvej eller tage på udflugter rundt i regionen.

Allerede torsdag kommer årets andet krydstogtskib på besøg. Det er det engelske Thomsom Spirit med 1400 gæster. I alt betyder de 10 krydstogtskibes besøg, at 12.500 gæster kommer til Aalborg i løbet af året.

Man siger, at en krydstogtgæst i gennemsnit bruger 600 kroner på en dags landgang. Det vil give omkring 7,5 millioner kroner i turistindtægter fra krydstogtskibene.

Der findes dog ingen målinger specifikt for Aalborg, men det har VisitAalborg planer om at lave i løbet af året.


Seneste nyt

fra Nordjylland