Foto: TV2/Nord

Rekordresultat i Spar Nord betyder kæmpe opjustering

Nordjyllands største bank Spar Nord har hevet en rekordindtjening hjem i årets første tre kvartaler.

Fra 1.-3. kvartal i år har Spar Nord tjent intet mindre end 761 millioner kroner før skat. Det er bankens bedste regnskab for perioden nogensinde og betyder at banken opjusterer årsresultatet med 100 millioner før nedskrivninger fra 1,1 milliarder til 1,2 milliarder.

Resultatet for årets første ni måneder er faktisk hele 55 procent bedre end i samme periode sidste år og forklares med et højt niveau på bolig- og formueområdet ligesom gevinsten fra salget af Nets bedrager positivt til bundlinjen.

- Regnskabet afspejler både den positive effekt af en række strategiske dispositioner og en løbende bedring i den almindelige drift. Og det er alt i alt et regnskab, som vi er ganske godt tilfredse med, lyder det fra den administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.

I tredje kvartal har Spar Nord taget imod godt 900 kunder og et forretningsomfang på omkring 4 milliarder kroner fra FIH Erhvervsbank. Samtidig har banken besluttet at skifte datacentral, som skal sikre store omkostningsbesparelser og stærkere konkurrencekraft.