Rektor forsvarer udhængt lærer

En gymnasielærer fra Hasseris Gymnasium har været medlem af det højreekstremistiske netværk ORG. Han har for flere år siden meldt sig ud af netværket, og derfor tager gymnasiets rektor nu læreren i forsvar.

Den venstreorienterede researchgruppe Redox offentliggjorde i sidste uge en rapport om det højreorienterede netværk, ORG, der blandt andet kæmper for et racerent Danmark. I rapporten navngives en af lærerne på Hasseris Gymnasium som netværkets viceafdelingsleder i Aalborg tilbage i halvfemserne. Det får nu gymnasiets rektor til at reagere:

- Der gik en masse snak på gymnasiet, og jeg fik også nogle sms'er og mails fra forældre, der undrede sig over det her, og derfor følte jeg, at det var nødvendigt at komme med en meddelelse, siger rektor Anders Bach Jensen. 

I en meddelelse på gymnasiets hjemmeside tager rektoren afstand fra de holdninger, som ORG repræsenterer, men han skriver også, at han tager sin lærer i forsvar.

Læreren forklarer også selv i samme meddelelse, at han i dag fortryder, at han var medlem af netværket. Han skriver, at han kun var 17 år gammel, da han meldte sig ind i ORG, og at han i dag tager afstand fra netværkets holdninger. 

-   Jeg er hverken racist eller voldelig og har heller aldrig været det, og jeg er stærk tilhænger af demokratiet. Jeg forventer ikke at møde forståelse for mine fortidige fejldispositioner, men jeg håber på forståelse for, at et "ungt menneske med alderen må have lov til at blive klogere", skriver han på gymnasiets hjemmeside.

Rektor Anders Bach Jensen har haft en samtale med den pågældende lærer, der har forklaret, at det er mange år siden, at han var medlem af ORG: 

-  Jeg forsvarer en lærer, der engang har haft sådanne synspunkter. Jeg forsvarer selvfølgelig ikke, at en lærer har de synspunkter i dag, samtidig med, at han underviser eleverne. Det kunne jeg ikke leve med, men han siger jo klart og tydeligt, at han ikke har de synspunkter længere, siger Anders Bach Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland