Ret blikket mod vejen: Uopmærksomhed kostede Sofie livet
Fokus bør være på vejen under kørsel. Desværre viser tal fra Rigspolitiet en kedelig tendens. Flere tusinde nordjyder snuppet med mobilen ved hånden. Og det kan få fatale konsekvenser.
Fokus bør være på vejen under kørsel. Desværre viser tal fra Rigspolitiet en kedelig tendens. Flere tusinde nordjyder snuppes med mobilen ved hånden. Og det kan få fatale konsekvenser.
Et kig rundt i Lars Stokholms stue i hjemmet i Thy efterlader ingen tvivl. Han er familiefar med stort F. Væggene er prydet med familieportrætter, og han viser gerne frem af dem.
Det føles som at få flået hjertet ud af brystet
Men ét billede er af særlig stor værdi for ham, for den ene af pigerne mangler den dag i dag i hjemmet i Thy.
- Det her er det sidste billede, vi fik af hende. Det er taget, kort før Sofie døde, fortæller Lars.
Da Lars' 11-årige datter Sofie en september morgen i 2007 drog afsted på cykel mod skolen, var det sidste gang familien så hende i live.
- Det føles som at få flået hjertet ud af brystet. Det føles, som om smerten bliver ved, og du kan ikke flygte fra den. Selv når du sover, er smerten der, siger han.
Det er ikke meningen, man skal begrave sine børn
En bilist var uopmærksom bag rattet og påkørte hende.
- Uopmærksomhed har store konsekvenser. Det er ikke meningen, man skal begrave sine børn.
Sammenhæng mellem ulykker og uopmærksomhed
Rådet for Sikker Trafik lavede i 2015 en undersøgelse, hvor de snakkede med 1009 bilister, der har kørt galt eller været lige ved det. 44 % af dem fortæller, at de var uopmærksomme, da det skete.
Men det lader til, at de nordjyske bilister ikke er klar over, hvilke konsekvenser det kan få, at opmærksomheden er rettet væk fra vejen og trafikken.
Mobiltelefonen er en af synderne. Tal fra Rigspolitiet viser, at der siden 2011 er sket en stigning på 40 procent af antallet af nordjyske bilister, der er sigtet for brugen af mobiltelefonen.
I 2011 blev 2791 nordjyder sigtet, mens det tal i 2015 var oppe på 4741.
- Det er jo et kæmpeproblem, for det henleder opmærksomheden på telefonen i stedet for trafikken. Cirka hver tredje ulykke i trafikken er faktisk på grund af uopmærksomhed, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi Claus Kjær-Pedersen.
Straffen for at bruge mobiltelefonen, mens man kører, er en bøde på 1500 kroner. Håndfri er selvfølgelig tilladt, men at snakke i håndholdt mobiltelefon eller kigge på telefonen både mens man kører, men også mens man holder for rødt er ligeledes forbudt.
- Vores mulighed er at give den bøde. Derudover kunne man jo så overveje, om straffen skal være lidt større, end den er i dag. Vi har del andre forseelser, der kan give klip i kortet. Man kunne overveje, om det også skal være en af dem, foreslår Claus Kjær-Pedersen, Nordjyllands Politi.
I hjemmet i Thy bliver datteren Sofie aldrig glemt, og Lars ønsker inderligt, at bilisterne får øjnene op for vejen.
- Jeg håber, at det går op for dem, hvor stor en konsekvens det har for andre mennesker, når ulykken sker. Og den sker altså.