Rigspolitiet beklager dårlig kommunikation
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rigspolitichef Thorkild Fogde siger i dag undskyld til de minkavlere, der har fået en besked af politiet, som kunne misforstås.
Rigspolitiet beklager, at man har givet nogle minkavlere indtryk af, at politiet kunne gennemtvinge aflivningen, selv om regeringen ikke forinden havde sikret lovhjemmel til det. De uheldige beskeder blev givet henover flere dage.
Nu stiller også Rigspolitiet sig op i rækken og undskylder sagens forløb over for de danske minkavlere.
Her beklager man, at man i kommunikationen med avlerne brugte formuleringer, der "kunne give minkavlerne grund til at antage, at myndighederne kunne gennemtvinge aflivning."
Sådan lyder det fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
- Det er en fejl, som vi dybt beklager. Vi løfter rigtig mange opgaver i politiet, og derfor kan der desværre ske fejl. Det er sket her. Jeg vil gerne personligt beklage over for de minkavlere, som har fået forkerte oplysninger fra os, siger Rigspolitichef Thorkild Fogde.
Jeg vil gerne personligt beklage over for de minkavlere, som har fået forkerte oplysninger fra os.
Thorkild Fogde, rigspolitichef
Misforståelsen skete, da medarbejdere hos Den nationale operative stab (NOST) på Fødevarestyrelsens vegne ringede ud til minkavlerne efter et såkaldt 'action card', der indeholdt den uheldige formulering.
Det pågældende actioncard blev anvendt fra fredag den 6. november til søndag den 8. november.
- Beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at der ikke er mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel, lød den besked, politifolkene blev instrueret i at give videre fra talepapiret.
Sure minkavlere
Som det har været tydeligt gennem de seneste uger, så er minkavlerne vrede over den måde, man hos politiet har håndteret aflivningen af minkene på.
- Sket er sket. Men det er meget uheldigt, hvis politiet bevidst har medvirket til at videregive en ordre, der ikke var lovhjemmel for, siger Ole Bakke, formand for Danske Minkavlere i Nordjylland, til tv2.dk.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at action-kortet ikke skulle have været taget i brug. Han siger til tv2.dk, at politiet blev orienteret om, at regeringen ikke havde lovgrundlaget på plads.
- Det er ikke tilfredsstillende. Vi har sagt til Rigspolitiet, at der foreligger et hjemmelsproblem, siger Nick Hækkerup.
Den 12. november tog Rigspolitiet individuel kontakt til de otte minkavlere, som vurderedes at kunne have fået den fejlagtige orientering.
Her beklagede Rigspolitiet og sikrede sig, at de pågældende var bekendt med den gældende retstilstand, lyder det i pressemeddelsen.