Robotterne kommer: Stort potentiale i Nordjylland
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
En af de nyeste robotvirksomheder i Nordjylland er Yodaway, som producerer den sociale robot Sanbot.
Robotterne indtager i stigende grad Nordjylland. I mange år har Odense været robotcentrum i Danmark, men potentialet er lige så stort her i regionen, lyder det fra flere branchefolk.
Det nordjyske erhvervsnetværk BrainsBusiness er gået i gang med at kortlægge antallet af robotvirksomheder og virksomheder, der arbejder med automatisering og digitalisering i Nordjylland.
Det er nemlig usikkert, hvor mange virksomheder, der arbejder med robotter i regionen. Håbet er, at en kortlægning kan få flere af robotfirmaerne til at arbejde sammen, og gøre det nemmere for dem at søge inspiration hos hinanden:
- Mange af virksomhederne kommer fra en helt anden verden, det kan være smedjevirksomheder eller produktionsvirksomheder, og lige pludselig befinder de sig i et hightech-miljø med robotter og automation og målinger og sensorer, og det kræver en del at binde det hele sammen, siger Claus Falk, der er formand for BrainsBusiness.
BrainsBusiness er en IKT-klynge, hvilket vil sige, at de arbejder med det nordjyske miljø for IT- og kommunikationsteknologi. De hjælper virksomheder med at blive bedre til automatisering og digitalisering og skaber netværk mellem virksomhederne.
Danmarks robotcentrum
I Odense har man i de seneste 20 år arbejdet målrettet på at få skabt et robotcentrum i Danmark. I dag betyder det, at den odenseanske robotklynge består af 120 robotfirmaer. BrainsBusiness håber, at en kortlægning af robotmarkedet i Nordjylland kan være med til at styrke samarbejdet mellem de nordjyske robotfirmaer og de fynske:
- Vi kan præcis det samme som i Odense. Vi har den samme baggrund, og vi har et større universitet, og vi har en masse små virksomheder, præcis som i Odense. Jeg tror, at hvis Danmark som samfund skal overleve, så skal vi se det som et stort samfund, i stedet for at se det som Fyn og Nordjylland, så er det bare Danmark, og så har vi alle de her virksomheder, som kun kan overleve, hvis man forstår at samarbejde, siger Claus Falk.
På Fyn ligger videnshuset MaybeRobotics, som beskæftiger sig med den danske robotscene. Bjarke Falk Nielsen, der er direktør i MaybeRobotics, har også lagt mærke til potentialet i Nordjylland. Men han mener stadig, at der er et stykke vej for de nordjyske robotfirmaer:
- Der er rigtig mange virksomheder, som begynder at vækste, og der begynder også at komme det her græsrodslag, så Nordjylland er langt, de er bare ikke så langt som i Odense, siger han.
Bedre branding
Ifølge Bjarke Falk Nielsen er det især markedsføringen af den fynske robotklynge, der har givet Odense opmærksomhed, og det kan Nordjylland lære af:
- De skal være bedre til at komme ud og fortælle omkring dem selv. De har den know-how, der skal til, og de har egentlig også virksomhederne og universitetet, så de har den rette platform, men de har bare ikke været ude og fortælle hele verden, hvor dygtige de er endnu, siger han.
Det er Claus Falk fra BrainsBusiness enig i, og han håber, at der kommer et større fokus på robotvirksomhederne i Nordjylland, når det står klart, hvor mange virksomheder, der egentlig arbejder med området i regionen:
- Indtil videre kan vi se, at der er langt over 100 virksomheder her i Nordjylland med en baggrund som produktionsvirksomhed, smedjevirksomhed, støberi eller jernvirksomhed af den ene eller anden art, som på en eller anden måde er relevant i forhold til robotisering og automatisering, og vi er ikke færdige med kortlægningen endnu, så det skal nok vise sig, at der er endnu flere, siger han.