Rødovre sat på plads i første semifinale

Frederikshavn ordnede paragrafferne i anden periode af første DM-semifinale i ishockey mod Rødovre.

Rødovre Mighty Bulls overraskede grundspilsvinderne fra Blue Fox Herning i DM-kvartfinalen i ishockey, hvor det blev til sejr i syvende og sidste kamp.

Men da københavnerne skulle prøve at gentage kunststykket mod Frederikshavn Whitehawks tirsdag aften, gik den ikke.

Nordjyderne vandt den første DM-semifinale med 4-1 efter en kamp, der reelt blev afgjort i anden periode.

Her slog frederikshavnerne til tre gange på seks minutter og bragte sig dermed foran 4-1 inden sidste periode, hvor Rødovre ikke kunne stille noget op mod en solid Frederikshavn-defensiv.

Mere tæt blev det i den anden semifinale, hvor Sønderjyske tog imod Odense Bulldogs.

Her stod der 2-2 inden tredje periode. Den var blot 28 sekunder gammel, da Tyler Gotto bragte hjemmeholdet foran 3-2 - en stilling, der holdt kampen ud.

De to semifinaleserier fortsætter i denne uge på den måde, at Rødovre møder Frederikshavn torsdag, mens Sønderjyske skal til Odense fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland