Rød, hvid og blå: Dansk-finsk fodboldfest i Nørresundby

Når Danmark og Finland mødes lørdag aften i den første EM-fodboldkamp, bliver der i Nørresundby heppet på begge hold.

Der er dømt både blå, hvide og røde farver, når en gruppe finnere - og danskere - mødes i lørdag aften.

- Vi er en flok fra Finland, der bor i Aalborg-området som skal se fodboldkampen sammen. Nogle har boet her i kort tid, andre i tyve år, fortæller Anu Graaheede, der har boet i Danmark i 17 år.

kamp2
Foto: Thomas Thomsen / Facebook

- Men de hvide og blå farver sidder stadig i hjertet, forklarer hun.

Sammen med danske og finske venner skal hun se aftenens kamp på storskærm i selskab med en flok på 23 personer, hvor halvdelen har ophav i Finland.

- I løbet af aftenen begynder vi nok at tale vores hemmelige sprog, griner Anu Graaheede, og fortæller, at de ofte morer sig med at kunne tale sammen i fred.

kamp3
Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Den dansk-finske fodboldfest i Nørresundby byder desuden på optaktsdrinks, middag, storskærm og afslutning med kaffe og kage. Foruden masser af blå, rød og hvid pynt, har Anu Graaheed også forberedt en fodboldquiz.

Og skulle Finland ikke vinde, gør det ikke noget.

- Jeg fik dobbelt statsborgerskab for et halvt år siden, så hvis Finland taber, så går det nok.

Aftenens kamp er Danmarks første kamp på hjemmebane ved et EM nogensinde. Samtidig er det Finlands første optræden ved en slutrunde overhovedet.

kamp4
Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Seneste nyt

fra Nordjylland