Røde Kors er klar med hjælp til børn, ensomme og udsatte
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Nedlukningen af syv nordjyske kommuner betyder, at flere vil sidde alene, fordi skoler lukker og social kontakt skal begrænses. Røde Kors frygter, at det vil betyde ensomhed og bekymringer og melder sig derfor klar med hjælp.
Hverdagen bliver anderledes de næste fire uger for mange nordjyder. De nye, skrappe restriktioner, som regeringen præsenterede på torsdagens pressemøde, får stor betydning for vores sociale kontakt.
For at inddæmme smitten med den minkmuterede coronavirus opfordres nordjyderne til at holde sig inden for kommunegrænserne. Samtidig lukker en stribe af ting: Restaurationer og kultur- og fritidstilbud, skolerne for skoleelever i 5.-8. klasse. Ligeledes sænkes forsamlingsforbuddet på 10 personer. Det får Røde Kors til at frygte, at mange borgere i Nordjylland bliver isoleret og ensomme.
- Vi er i en tid, hvor mange mennesker i hele landet, men særligt i Nordjylland, skal være mere hjemme. Det betyder en hård tid for ensomme i alle aldre og udsatte familier – som vi ved også havde det svært under forårets nedlukning, siger national chef i Røde Kors i Danmark, Marie-Louise Gotholdt.
Derfor er Rød Kors klar med en række tilbud til udsatte børnefamilier og mennesker i isolation.
Tilbud til børnefamilier og mennesker i isolation
Siden den nationale coronanedlukning i marts har Røde Kors tilbudt hverdagshjælp. Blandt andet er det muligt at få hjælp til indkøb, afhentning af medicin og hundeluftning, hvis man er i selvisolation eller karantæne, oplyser Røde Kors. Derudover tilbyder de en digital besøgstjeneste, hvor borgere, der eksempelvis er ramt af besøgsrestriktioner kan mødes for at snakke.
- I denne mærkelige tid kan vi alle blive ramt af ensomhed og savne nærvær. På snaksammen.dk kan vi se en anden person i øjnene, smile og vinke til hinanden, siger national chef i Røde Kors i Danmark, Marie-Louise Gotholdt.
Den kommende tid kan være særdeles udfordrende, utryg og konfliktfyldt for især børnefamilier, lyder det fra Røde Kors. Derfor vil de være muligt for udsatte børnefamilier at få en "frivillig familieven på afstand”.
Den frivillige familieven støtter familien gennem telefonsamtaler, videosamtaler og gåture i det omfang, det er muligt. Behovet for den støtte sker, ifølge Røde Kors' erfaring, når familier føler sig isoleret og har behov for støtte til at skabe ro og overblik.
De nye restriktioner er varslet til at gælde foreløbigt fire uger frem.