LIGE NU:

Rørstrømsk stemning i Aalborg

Der var massiv jubel og lettelse i AaB's lejr efter 2-0 sejren over Brøndby, der sendte guldet til Aalborg.

Glæden var stor i AaB-lejren, da guldet kom hjem torsdag aften. Sportschef Lynge Jakobsen var en lettet mand efter 2-0-sejren.

- Det er historien om den grimme ælling, der har vokset sig til flot hvid svane. Vi har et hold, som har stået sammen, og vi har udviklet os som hold, sagde Lynge Jakobsen.

Assistenttræner Allan Kuhn var nærmest grædefærdig, efter at presset om at vinde titlen endelig blev indfriet.

- Vi har været under et kæmpe pres. Vi har taget røven på dem alle sammen. Det var der ikke en eneste, der havde regnet med. Ikke en eneste, sagde Kuhn til TV 3+.

Topscorer Jeppe Curth med stor andel i guldmedaljerne forsøgte også at sætte ord på triumfen.

- Det er det største, jeg nogensinde har prøvet. Det er
befriende, sagde Jeppe Curth.

Og der lød også en tak til fansene for en massiv opbakning.

- De er fantastiske, og at vi kan dem en guldmedalje, det er helt fantastisk. Det skal lige gå op for en, sagde Simon Bræmer, der fik en marginal, men i slutningen af sæsonen også afgørende rolle i guldtriumfen med et par mål.

/ritzau/