Rosas torpederede hus inspiceret af taksator: - En af de værste påkørsler, jeg har set
Det er ikke småting, der er blevet ødelagt i Rosa Larsens hus ved Fjerritslev.
Natten til søndag fik Rosa Larsen sig en voldsom og ubehagelig overraskelse, da en bil torpederede ind gennem hendes hus.
I bilen var en 18-, og 19-årig mand, som begge slap uskadte fra ulykken. Mandag var det så afgørelsens time. Taksatoren kom på besøg, og skaderne skulle gøres op.
- Det er en af de værste påkørsler, jeg har set i min tid som taksator. De har virkelig sprunget en bombe, siger taksator Lars Wigh Lynge.
Da bilen natten til søndag bragede igennem huset, lå 80-årige Rosa Larsen og sov i den anden ende af huset.
- Jeg er glad for, at der ikke er nogle, der er kommet nogle til. Det her er ene døde ting. Det er minder, jeg har haft, gennem et helt liv, men altså det er døde ting. Jeg er glad for, at vi er her alle sammen uanset, om de er kørt tosset, eller hvad de har, lød det fra den uheldige husejer.
Se hele inslaget med Rosa herunder:
Stort arbejde venter
Huset byggede Rosa Larsen og hendes mand for 60 år siden, og nu skal meget af det genopbygges.
- Først og fremmest gælder det om at hjælpe Rosa med at finde et sted at bo. Vi genhuser hende i en periode, mens vi forsøger at genopbygge, og så er mit arbejde at få aftalt en erstatning med Rosa om, hvad hendes indbo er værd. Så hun kan få en erstatning til genkøb, siger taksator Lars Wigh Lynge.
I første omgang er Rosa Larsen flyttet ind hos sin søn.
Nordjyllands Politi oplyser overfor TV2 Nord, at have svar på blodprøverne fra de to unge mænd i bilen indenfor to uger. Den skal give svar på, om de var påvirket under ulykken.