Rumænsk bande dømt for 164 pengeskabskup
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tre mænd har fået henholdsvis tre, fire og fem års fængsel for at tømme pengeskabe over det meste af landet - heriblandt flere nordjyske.
Tre rumænere har onsdag fået deres dom i danmarkshistoriens største sag om indbrud i pengeskabe i virksomheder.
Retten i Nykøbing Falster har idømt de tre mænd fængselsstraffe på tre, fire og fem år. Desuden udvises de for bestandigt.
Fra sensommeren 2013 til marts 2014 blev der begået sammenlagt 164 indbrud mod blandt andet byggemarkeder, supermarkeder og industrifirmaer, hvor indbrudsbanden ved hjælp af mur- og taggennembrydninger trængte ind i virksomhederne.
Herefter åbnede de tre mænd pengeskabe med vinkelslibere og kunne derfor nemt snuppe kontanterne.
De tre mænd, der er i alderen 24-28 år, nægter sig skyldige. To af dem ankede på stedet, mens den tredje mand ikke har besluttet, om han vil modtage dommen eller ej.
- Vi i anklagemyndigheden er helt tilfredse med, at der er sket domfældelse i samtlige forhold, siger specialanklager Rune Jensen til Ritzau.
- Det er en meget stor sag. Vi har ikke kendskab til, at der nogensinde har været en sag om så mange indbrud mod virksomheders pengeskabe, tilføjer han.
Indbruddene fandt sted i det meste af Danmark. Størstedelen skete på Sjælland, men de tre mænd var også på rov i blandt andet Nordjylland og Midtjylland.
Ved nogle af indbruddene tog banden også mobiltelefoner og bærbare computere.
I forbindelse med de mange indbrud blev der indledt en efterforskning ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi af Indbrudsgruppen i lokalpolitiet i Nykøbing Falster, som har koordineret efterforskningen i sagen.