Russisk drama i Aalborg
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Under G8-topmødet i Aalborg i dag lykkedes det Rusland at lokke de øvrige G8-lande i en taktisk fælde
Til alt held var der tale om et rollespil, som studerende fra AAU gennemførte i Aalborg fredag eftermiddag.
De studerende kommer fra AAU-uddannelserne Development and International Relations og European Studies og rollespillet skulle give de studerende et indblik i, hvordan rigtige forhandlinger gennemføres i international toppolitik.
- Vi har lavet den her type simulationer i mere end ti år og tilbagemeldingerne er, at det er yderst realistisk. Faktisk er der mange af de studerende, som for alvor får respekt for politikerne, når først de selv har prøvet et forløb som det her, forklarer ekstern lektor ved AAU Jeppe Trautner.
Dagens topmøde skulle simulere det kommende topmøde i Soshi i Rusland til juni.
Og ganske naturligt var statslederne mere optaget af den aktuelle situation i Ukraine, end den egentligt dagsorden for mødet.
Undervejs i dagens benhårde forhandlinger var der masser af pauser, sammenbrud, skænderier og bilaterale forhandlinger. Præcis som ved de virkelige topmøder.
Og præcis som ved de rigtige møder, handlede en stor del af forhandlingerne om små bitte detaljer og formuleringer.
- Det er meget realistisk og man får virkeligt fornemmelsen for, hvor diplomatisk og pragmatisk man skal formulere sig, for at få sine synspunkter igennem, sagde Julie Lind, der i dagens anledning spillede rollen som Italiens nyligt afgåede udenrigsminister Emma Bonino.
Dagens største politiske finte stod russerne for.
Under punktet "International terrorisme" lykkedes det nemlig Rusland at få vedtaget en resolution, som blandt andet indeholdt formuleringen "national ekstremisme som fører til terror".
Formuleringen kan virke harmløs, men de russiske forhandlere kunne efterfølgende bruge den, til at forsvare landets intervention i Ukraine, hvor russerne netop "bekæmper national ekstremisme".
- Det var uhyre interessant og jeg tror muligvis USA opdagede det, men resten af statslederne sov lige i timen der. På den måde fik Rusland jo skrevet ind i agendaen, at deres indgriben i Ukraine er iorden. Havde det været den virkelige John Kerry og de rigtige ministre, var den ikke sluppet igennem, så det er jo noget vi lige tager fat i i evalueringen, griner Jeppe Trautner inden dagens topmøde genoptages.