Så meget koster fyrede Rebild-chefer

Pengene er godt givet ud, mener borgmester Anny Winther. TV2/Nord har fået aktindsigt i de fyrede chefers fratrædelsesaftaler.

En chef og to direktører fik i sidste uge en fyreseddel af Rebild Kommune.

TV2/Nord har fået aktindsigt i topchefernes fratrædelsesaftaler. Ifølge TV2/Nords beregninger kan tidligere kommunaldirektør Erik Odder hæve samlet over 2,5 millioner kroner igennem fratrædelsesperioden. Tidligere familiechef Jette Christensen får ca. 1 million, medmindre hun kommer i nyt arbejde inden 1. december i år.

Imens kommer tidligere socialdirektør Søren Kjær derfra med cirka 300.000 kroner.

- Opgaverne, der skulle være løst, er ikke blevet indfriet, så det har vi taget konsekvensen af. Og vi ved godt, at det koster, men det er en investering i fremtiden, siger Anny Winther til TV2/Nord.

I alt koster det kommunen cirka 3,9 millioner kroner og op til 180.000 kr til i konsulentarbejde.

De to direktører var ansat som tjensetemænd, og også det gør fyringer mere opsigtsvækkende, mener kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

- Det er sjældent at man fyrer offenlige chefer - som regel får de lov at sidde indtil deres kontrakter udløber, da de fleste jo i dag, de offentlige ledere, er ansat på åremål, så vil der gå 1-2 år, så er de ude af kontrakten. Og det vælger man tit bare at lade kontrakten løbe ud, siger Roger Buch til TV2/Nord.

- Nu gør vi det her for at rydde op. Det har været en nødvendighed for os, fordi vi gerne vil sætte et nyt hold på det specialiserede område, siger Anny Winther, der fortæller, at opsigelserne er lavet på almindelig vilkår.


Seneste nyt

fra Nordjylland