Så langt kører nordjyderne for at komme på arbejde

Over 50 kilometer om dagen pendler den gennemsnitlige nordjyde for at komme på arbejde. En stigning på over 40 procent siden 2002, viser ny undersøgelse.

Pendlerne i Rebild Kommune kører længst, mens øboerne på Mors og - ikke overraskende - Læsø kører færrest kilometer for at komme på arbejde. Men generelt kører nordjyderne en del længere for at komme på arbejde end tidligere.

- Vi har aldrig pendlet så meget, som vi gør nu. Når flere vælger at bosætte sig længere fra arbejdspladsen, bliver vores mobilitet vigtigere end aldrig før, siger Henrik Friis, chef for Dansk Infrastruktur, der er en brancheorganisation under Dansk Industri.

Det er dem, der har lavet undersøgelsen, der viser, at de nordjyske pendlere kører 52,6 kilometer i gennemsnit for at komme til og fra arbejde. Det er 43 procent længere end for 17 år siden. Ingen anden landsdel har haft en større stigning.

Bilen foretrækkes

Det er særligt bilen, de fleste pendlere foretrækker, når de skal til og fra arbejde. 67 procent af turene foregår således bag et rat, mens omkring 10 procent i stedet vælger den kollektive trafik.

- Vi kan se, at bilen er blevet langt mere populær. Flere kan nok mærke, at trængslen er taget til særligt i morgen- og eftermiddagstrafikken, siger Henrik Friis.

Og netop villigheden til at rejse længere kan have flere fordele, vurderer chefen for Dansk Infrastruktur.

- Vi kan se, at danskernes villighed til at rejse længere for at komme på arbejde er steget i hele landet, så længe transportmulighederne er tilstede. Og det kan jo have den effekt, at særligt de unge familier bliver boende i lokalsamfundene. Og det betyder også, at virksomheder, der ikke ligger i eller omkring en større by, vil have nemmere ved at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for, siger Henrik Friis.


Seneste nyt

fra Nordjylland