Så meget sparer familier på elregningen med ny aftale

En familie kan med den nye aftale spare over 1000 kroner på elregningen, vurderer Danske Bank. Nordjysk professor er skeptisk.

En sænkelse af elafgiften er efter forventningen på vej fra november. Det meddelte et bredt politisk flertal fredag, da den nye inflationsaftale blev præsenteret i Finansministeriet.

Elafgiften falder fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time, svarende til EU's minimumssats. Det vil ifølge Danske Bank føre til en årlig besparelse på  over 1000 kroner for en gennemsnitsfamilie i Danmark.

Men sænkelse af elafgifter er ikke nødvendigvis den rette vej at gå, lyder det fra Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet:

- Jeg mener, at det havde været bedre at sende en check til alle husstande på et bestemt beløb og så bevare elafgiften, siger han til Ritzau og forklarer, at sænkelserne kan få folk til at slippe bremsen på energiforbruget. 

Konsekvenserne for danske familier ved afgiftsnedsættelsen på el

  • En familie med 2 voksne med 2 børn og et paracelhus på 200 kvadratmeter vil ifølge beregningerne de kommende 6 måneder spare 2239 kroner.

  • For 2 voksne i et parcelhus på 140 kvadratmeter lyder besparelsen på 1723 kroner, mens det for en enlig voksen i en 50 kvadratmeter stor lejlighed forventes, at besparelse bliver på 646 kroner.

    Kilde: Beregninger, Danske Bank har foretaget for TV 2.

Kan hæve priser

Sænkelsen af elafgiften kommer til at koste statskassen 3,5 milliarder kroner.
Også privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen, mener, at hjælpen kun er midlertidig og ikke giver meget på lang sigt.

- Det er ikke nok til at afhjælpe de store prisstigninger, siger chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen til tv2.dk

Men hun mener, det kan afhjælpe danskerne her og nu.

- Den kan godt give noget ekstra luft. Hvis man kigger på elafgiften, kan det være et par hundrede kroner om måneden i de seks måneder, som det løber i, som man sparer, siger Louise Aggerstrøm Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland