Så skal der shoppes: Butikker åbner igen
Efter ugers frivillig nedlukning vælger flere nordjyske butikker nu at genåbne.
Solen skinner over Aalborg tirsdag formiddag. Alligevel er der ikke mange mennesker på gaden.
Mange bliver hjemme og handler på nettet og det gør ondt på detailhandelen. Derfor begynder flere af de lukkede butikker nu at genåbne.
- Hvis man i øvrigt har ordentligt styr på afstandskrav, hygiejne og antallet af gæster i sin butik er der jo intet til hinder for, at man kan åbne. Ja, faktisk er det jo nærmest at vise samfundssind, lyder det fra Aalborg Citys direktør Flemming Thingbak.
En af butikkerne, der åbner, er tøjbutikken Walther på Nytorv. Her har indehaveren frivilligt haft lukket sin forretning siden regeringen lukkede landet.
Butikken kunne være forblevet åben, men ejeren kunne ikke bære tanken om, hvis nogen blev smittet i forretningen:
- Tænk hvis nu en af de ansatte mistede sin far eller mor, fordi de var blevet smittet på arbejde og så bragte smitten med hjem. Jeg kunne slet ikke overskue den situation, så jeg besluttede, at vi holdt lukket frem til efter påske. Nu åbner vi så op med alle de forholdsregler, man kan forestille sig, og det er faktisk dejligt at være i gang igen, forklarer Torben Walther, der er butikkens ejer.
Butikken har stillet håndsprit frem og der er skilte ved indgangen, der understreger afstandskravene og det maksimale antal kunder i butikken.
Kunderne klumpede sig sammen
Regler for indkøb findes efterhånden overalt. Også i gågaden, hvor en anden af byens lukkede butikker også åbnede tirsdag.
- Vi ventede til efter påske, for vi ved, at folk gerne vil hygge sig med is i helligdagene. Ved at vente kunne vi tage lidt af presset, forklarer Marianne Korsholm Borum, der står bag disken i den genåbnede ”Guf & Kugler”.
Tænk hvis nu en af de ansatte mistede sin far eller mor, fordi de var blevet smittet på arbejde og så bragte smitten med hjem. Jeg kunne slet ikke overskue den situation, så jeg besluttede, at vi holdt lukket frem til efter påske.
Torben Walther, indehaver, Walther
Butikken har allerede forsøgt at åbne én gang i løbet af regeringens lukkeperiode, men der endte åbningen i store grupper af kunder, der klumpede sig sammen på gaden foran butikken. Det havde ejerne ikke samvittighed til, så de lukkede butikken igen.
Nu giver de det et nyt forsøg, med masser af skilte på gågaden og tydelige kømarkeringer på vejen.
- Vi har alle sammen et ansvar for at passe på hinanden, men is har altså den egenskab, at man gerne vil stå tæt sammen og hygge. Der forsøger vi lige at hjælpe folk lidt på vej, smiler Marianne Korsholm Borum, der fra frokost allerede havde travlt med at betjene kunderne.
Og noget tyder på, at kunderne er klar til at støtte deres lokale butikker. Aalborg Citys salg af gavekort til detailbutikkerne steg i de første to uger af april med hele 300%.
I alt ligger der således 2,4 millioner kroner i kundernes lommer, som nu skal bruges i de butikker, der holder åben.