Sådan ønskede nordjyderne Dronningen tillykke
Foto: Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe vinker til de mange der er mødt op foran Fredensborg Slot på sin 80 års fødselsdag. Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix
Over hele landet har danskerne hyldet Hendes Majestæt Dronningen i anledningen af hendes 80 års fødselsdag. Mange har sunget, mens de fleste på en eller anden måde har fejret den royale runde dag. Vi har samlet et lille udpluk af, hvordan vi nordjyder ønskede Dronningen tillykke med fødselsdagen. sang danskerne i dag fødselsdagssang for Hendes Majestæt Dronningen i anledning af hendes 80 års fødselsdag.
På en villavej i Bjergby havde beboerne i dag sørget for, at fællessang for regenten nærmest ikke var til at komme udenom.
Der var lavet særlige sangblade - og der blev sunget sammen- på afstand, for at fejre Dronningen og hylde fællesskabet.
Et andet sted, hvor der også blev sunget fødselsdagssang for Dronningen var i Vestbjerg. Grundejerforeningen Højgården i Vestbjerg var i dag samlet til fællessang i anledning af Dronning Margrethes fødselsdag
Også på Suldrup Skole var man klar til at synge fødselsdagssang. Her var alle skolens elever med, da Danmark klokken 12 hyldede Danmarks regent.
Det foregik udenfor med et par meters mellemrum imellem hver elev. Med Dannebrog i den ene hånd og sanghæfte i den anden sang de både den klassiske fødselsdagssang, vi alle kender, Kim Larsens Papirklip, og flere andre sange.
Marianne Nielsen er skoleleder på Suldrup Skole, og hun fortæller, at der var flere årsager til fællessangen.
- Selvfølgelig er anledningen, at Dronningen har fødselsdag. Men faktisk var det også rigtig godt for fællesskabet på vores skole, siger hun og fortsætter:
- Vi havde første åbningsdag efter coronanedlukningen, og det var rigtig rart for både elever og stab at kunne være sammen på denne måde og se hinanden igen.
Farsø Bageri sørgede fra morgenstunden for at glæde byens ældre borgere. Her havde man nemlig valgt i anledningen af Dronningens fødselsdag at gøre en indsats for ikke mindst de ældre, men også de ansatte i sundhedssektoren på denne dag. Farsø Bageri leverede 820 rundstykker og 820 morgenkager til patienter, beboere og ansatte på Farsø sygehus og plejecentre i store dele af Vesthimmerlands kommune.
Kom man i dag forbi bageriet som kunde, så var det næsten heller ikke til at undgå at blive bare en lille smule royal, da Farsø Bageri i dagens anledning havde kreeret en særlig "Dronningekage" - med linsebund, chokoladekage og romfromage.
Himmerland Boligforeningen markerede også den runde royale fødselsdag med maner. Her var det på med plastichandskerne, og så var der levering af 80x2 margueritter til boligforeningens beboere. Det var ment som en lille gestus, hvor man kan give en blomst til naboen i anledning af dronningens fødselsdag.
I en tid, hvor det hele er knap så sjovt har vi alligevel valgt at Dronnings fødselsdag skal markeres. Sådan lyder det fra Birkelse Borgerforening.
Borgerforeningen har netop fået nye flag, og selvfølgelig skulle flagene i dag luftes, og i Birkelse og Ryaa var der flot flag-allé i anledningen af Dronningens 80 års fødselsdag.
Borgerforeningen har hele 100 nye flagstænger, der kom op, og der var egentlig planlagt mere festivitas for at markere fødselsdagen og det gode sammenhold, som de to byer Birkelse og Ryaa har, men på grund af corona, så holdt man sig til en markering med flag-allé
Sådan blev Dronningens fødselsdag fejret fra en ungdomsbolig i Aalborg, og det så fint ud med solnedgangen i baggrunden, hvor både Aalborgtårnet og de fine siloer på Eternitten ses.
Sådan skriver Jonas Søby og tilføjer, at flagstangen iøvrigt er hjemmebygget til altanen.
At det er en ganske særlig dag i dag, vidner mange tiltag om. Et af dem er flagning fra Jens Bangs Stenhus midt i Aalborg.
Der flages kun sjældent herfra, for det er ikke nogen helt enkel opgave at føre de tre flagstænger ud fra den allerøverste del af den imponerende bygning, som købmand Jens Bang lod opføre i 1623-24 i hollandsk renæssancestil.
Men når landets dronning fylder 80 år, er det er helt ganske særlig anledning og alle anstrengelserne værd. Det kræver, at håndværkere skal kravle på hanebåndene mellem spærene på spidsloftet, hvor flagstængerne ligger i skråtstillede kasser. Så skal dækslerne pilles af de runde huller i facaden, flagene monteres, og så kan man rulle flagstængerne ud.
- Det er således kun ved meget særlige lejligheder, flagene kommer frem. De seneste år er det kun sket få gange – som regel når der har været kongeligt besøg i byen, fortæller Peter Strøyberg, der er formand for den fond, der ejer og driver huset i dag.
Han husker blandt andet, at flagene kom op, da Prins Henrik i 1995 kom forbi for - i egenskab af formand - at overrække Europa Nostra prisen for en gennemgribende renovering af stenhuset. Prins Henrik blev ved samme lejlighed optaget i Christian Den Fjerdes Laug, der også holder til i stenhuset.
Et andet sted i Aalborg skulle Dronningen naturligvis også fejres. Nemlig i Grønnegården i Aalborg, hvor beboerne i forvejen synger sammen hver aften under corona-krisen.
Så stemmerne var varmet godt op til selv en royal fødselsdag - hvor der i dag blev sunget fødselsdagssang sammen og på afstand.