Saltfirma savner kulden

Hos Skandinaviens eneste producent af vejsalt, Akzo Nobel Salt A/S i Assens på sydsiden af Mariager Fjord, sidder Kim Holleufer og håber på en god, lang kuldeperiode med masser af saltbiler på vejene.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Kim Holleufer er chef for virksomhedens salg af vejsalt i Danmark, og indtil videre har afsætningen denne vinter været ualmindelig ringe.

- Salget står meget stille. 1. februar lå vi cirka 40 procent under en gennemsnitsvinter, og i de mellemliggende to uger er efterslæbet blevet endnu større, siger Kim Holleufer, hvis håb om rigtigt vintervejr ikke får megen næring, når han kigger på vejrudsigten.

- Til dato ligner denne vinter meget sidste års, men sidste år fik vi en kold periode og sne i sidste halvdel af februar. I år er der imidlertid ikke meget der tyder på, at det gentager sig, siger Holleufer.

Vejsalt til det danske marked udgør cirka 15-20 procent af Akzo Nobel Salts produktion. Hvor meget, det handler om i ton, er en forretningshemmelighed.

Den største andel af saltproduktionen, cirka halvdelen går til industriformål, eksempelvis til fremstilling af klor. Saltet fra Assens pumpes op fra 900-1500 meters dybde, hvor det for 220-260 år siden blev aflejret i den geologiske periode, vi kalder Permtiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland