Saltkrise på Læsø

Selskabet Læsø Salt A/S er i krise. Både den daglige leder og bestyrelsen har trukket sig i protest mod hvad de mener er utidig indblanding fra øens borgmester Thomas W. Olsen.

Direktør Torsten B. Jakobsen og den samlede bestyrelse valgte at trække sig på et møde den 15. december, oplyser Nordjyske Medier.

Årsagen til det drastiske skridt var et brev fra borgmesteren, hvori han skriver, at han ikke har tillid til direktøren for Læsø Salt A/S.

Borgmesteren er formand for Læsø Fonden, der ejer Læsø Salt A/S - og han oplyser, at det var et møde med saltsyderiets bank, der fik ham til at gå i aktion.

2010 har været et dårligt år for Læsø salt - og efter et møde med banken vurderer borgmesteren, at der skal nye kræfter til.

Borgmesteren erkender, at han er gået enegang med sit brev - resten af Læsø Fondens bestyrelse var ikke orienteret.

Formanden for Læsø Salts bestyrelse, Hans Ole Steffensen, har besluttet at blive indtil en ekstraordinær generalforsamling i januar - og i samme periode fungerer han som daglig leder.


Seneste nyt

fra Nordjylland