Se verden i flere dimensioner
Foto: Ib William Christensen
Nu er det slut med at forestille sig. I stedet kan man i en virtuel virkelighed se, hvordan et byggeri ser ud, før det overhovedet er bygget.
I hvert fald hvis man bruger den moderne teknologi, som lige nu præsenteres på University College Nordjylland (UCN) i Aalborg i forbindelse med arrangementet De Digitale Dage.
Her mødes kommende arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører, og sammen har de skabt en særlig rundtur i museet Kunsten.
Det sker ved hjælp af 3D-teknologi. En teknologi som endnu ikke er udbredt i byggebranchen, så samarbejdet mellem de nordjyske uddannelsesinstitutioner og kunstmuseet Kunsten er et slags pilotprojekt i anvendelsen af teknologien i byggeprocessen.
- Det giver muligheder for at opleve digitale tegninger live i stedet for som i dag at bygge modeller på computeren og forsøge at forestille sig rummets dimensioner, lys og afstande ved at kigge på skærmen, siger Jesper Bendix, som er direktør i firmaet Evokon, der er tilknyttet University College Nordjylland i forbindelse med 3D-projektet.
Han er overbevist om, at 3D teknologi har store og nye perspektiver i fremtidens byggeprocesser, og derfor er det vigtigt, at de studerende inden for byggebranchen får kendskab til teknologien så tidligt som muligt.
Også direktør for Kunsten, Gitte Ørskou, ser muligheder i den nye måde at begynde et byggeri på. Kunsten står netop overfor en større renovering, og har derfor sagt ja til at være med som "prøveklud".
- Det er spændende for Kunsten at være med til at kunne udvikle nye måder at gå til bygninger på. Vi arbejder selv indgående med modeller og grundplaner, når vi bygger udstillinger op, og hvis vi i fremtiden kan arbejde med 3D modeller, vil de kvalificere vores arbejde markant, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.
Dog vil det arbejde og de resultater, der kommer ud af det fra de studerendes side ikke blive anvendt i det forestående renoveringsarbejde. Det er allerede fuldt planlagt og går i gang den 1. juni.
De Digitale Dage fortsætter på University College til og med fredag, og man er velkommen til at kigge forbi og selv tage 3D brillerne på og gå en virtuel tur på Kunsten. Eller man kan tage på Kunsten og der ser fremtiden i flere dimensioner.