Se videoen: Det vrimler med vandmænd på den danske østkyst
Vejr og vind gør, at det vrimler med vandmænd i blandt andet Hals havn.
Hvis du er en af dem, der ikke bryder dig om de ledløse skabninger, der nogle gange er i massevis langs kysten, skal du nok ikke tage et hovedspring i vandet i eksempelvis Hals havn lige nu.
For der er mange vandmænd, ja faktisk kan man vist godt sige, at det vrimler med dem. Og det er ikke så mærkeligt, at der er en så stor koncentration lige netop nu.
- Når der er så mange vandmænd, er det ikke fordi, der er en speciel stor forekomst af arten i år. Vandmænd kan ikke svømme mod strømmen, de er underlagt vind og vejr, og det er derfor, vi kan se de her enorme forekomster. De har simpelthen ikke nogen bestemmelsesret over, hvor de befinder sig, forklarer Isa Calmar, de er biolog hos Kattegatcentret.
Så de mange dages blæsende vejr, har altså sendt de små glasklare væsener ind mod kysten. Og når vandmænd ikke kan svømme mod strømmen, betyder det også, at de findes over det meste af verden.
Og når der er så mange vandmænd, så er det altså ikke fordi, de synes, det er rigtigt rart i vandet ved Hals havn.
- De kan godt bevæge sig en lille smule med den pulserende bevægelse, de laver. Men det de egentligt bruger den til, er at bevæge deres tentakler og på den måde fange mad. Det er også den måde, man kan se, om en vandmand er levende eller ej, siger Isa Calmar.
Og du skal ikke frygte at det er brandmænd, der svømmer rundt i Hals havn lige nu. For på farven kan man se, at det er vandmænd.
- Brandmanden har den her kraftige røde farve, hvor vandmanden er gennemsigtig med de her fire cirkler, der kan se lidt lilla ud. Men man kan godt forveksle en hun-vandmand med en brandmand, for de har æg på undersiden, der er lidt røde i det. Men brandmændene har altså en kraftig rød farve, forklarer biologen.
Desuden har brandmænd meget længere tentakler end vandmanden.
Hvis uheldet skulle være ude, og du brænder dig på en brandmand, så får du nogle gode råd fra biologen her.
- Det man bliver brændt af, er de her nældeceller, som den skyder ind i huden. Derfor er det bedste, hvis man kan skrabe dem af med et baberblad eller en skraber. Men det er ikke lige sikkert, man har det med på stranden, men så kan man bruge en ispind eller et kreditkort.
- Og så er det en god idé at få skyllet dem af. Men man skal passe på med ikke at trykke dem længere ind i huden.
Man skal derimod ikke falde i fælden og agere efter den gamle myte om, at det hjælper at tisse på dem.
- Nej, det virker ikke. Når nu du er blevet brændt, behøver du ikke straffe dig selv yderligere, slutter Isa Calmar.