Seerbilleder: Sneen falder over Nordjylland
Foto: Ib William Christensen
Omkring middagstid faldt den første jule-sne i år. Nordjylland var første sted, der blev klædt i hvidt.
Chancerne for en hvid nordjysk jul stiger markant lige nu. Fra morgenstunden var der spejlglatte veje i regionen, og omkring middagstid begyndte det at sne flere steder.
Vi samlet et lille billedgalleri af julens første snevejr, og vi vil meget gerne have flere endnu flere billeder fra jer. Gå ind på vores Facebook-side, og vis os jeres billeder.
Selvom sneen formentlig er kommet som en overraskelse for de nordjyder, der er heldige at opleve den, er Lone Sejr fra TV2 Vejret ikke overrasket.
- Nej, vi havde godt set, der var mulighed for at der kom sne i Nordjylland. Vi har fortalt, at der ville komme kraftige byger, der kunne være med hagl og torden, og de kunne også ende med at give sne, siger hun.
Hun har dog dårlige nyheder - alt efter smag selvfølgelig - for sneens overlevelse.
- Sneen bliver kun liggende for en kort stund. Der er ikke frost, så kommer der en regnbyge er den lynhurtigt væk.
Her på stationen i Aabybro er vi - indtil videre - sluppet helt for den hvide nedbør mens man i blandt andet Aalborg og Haverslev kan måle sneen i centimeter.
- Det er fordi, det er de her kraftige byger. Man ved aldrig helt, hvor de rammer og hvor meget de giver, siger Lone Sejr.