Seks anholdt for tyverier i Gaden

Seks rumænere blev anholdt natten til søndag for en række lommetyverier i Jomfru Ane Gade.

Forlystelsesgaden Jomfru Ane Gade har længe været plaget af tasketyverier, men natten til søndag var civile betjente fra Nordjyllands Politi på aktion i gaden, hvor de holdt ekstra godt øje med tyvene.

Det lykkedes politiet at anholde i alt seks rumænere. Tre af dem blev anholdt på Kastetvej i Aalborg, hvor de blev stoppet i en spanskregistreret bil. Politiet fandt 10 mobiltelefoner i bilen. Senere i løbet af natten anholdt politiet yderligere tre rumænere i en bil på Hobrovej, hvor man fandt 13 mobiltelefoner.

Politiet sigter de seks anholdte mænd for tyverierne, og overvejer om de skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af søndagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland