Selvbetjening på rejser i Nordjylland
Foto: TV2/Nord
De unge i Frederikshavn Kommune må selv punge ud, når de skal med offentlig transport til deres uddannelsesinstitutioner.
Det såkaldte rejsekort, der vinder frem som fremtidens billet i den kollektive trafik, kommer nu til Nordjylland.
Fra den 16. maj kan passagerer på metrobus 2 i Aalborg og nærbanen mellem Lindholm og Skørping være med til at teste rejsekortet. På stationerne er der opstillet søjler med censorer, som man kan holde rejsekortet op foran ved på- og afstigning og dermed betale sin rejse.
- Vi har valgt at starte prøvedriften på nogle af de mest benyttede buslinjer og togstrækninger. På den måde håber vi at ramme mange af dem, der pendler til og fra universitetet og nogle af de store arbejdspladser på Aalborg-egnen, siger administrerende direktør i NT, Christian Roslev.
Til efteråret kommer rejsekortet til at fungere i by- og metrobusser og på togstrækningen mellem Hobro og Frederikshavn samt Skagensbanen og Hirtshalsbanen.
Med rejsekortet får tog- og buspassagererne flere fordele. Man kan glemme alt om de forskelligt farvede klippekort, og med kortet indtjener man rabatter jo mere man rejser.
I øjeblikket kan rejsekortet kun købes i udvalgte salgssteder, men når ordningen er godt i gang, kan man bestille rejsekortet over internettet.
- På sigt er det meningen, at vores kunder kan blive helt selvforsynende, hvis de ønsker det, og sidde i ro og mag hjemme ved computeren og bestille deres rejsekort, se deres rejser, tanke deres rejsekort op, og hvad der ellers er brug for, siger Christian Roslev.