Selvmord skal for europæisk domstol
Foto: Arkiv
Faren til den 21-årige, der begik selvmord i Aalborg Arrest, indbringer nu sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Faren til den 21-årige mand, der natten til fredag begik selvmord i Aalborg Arrest, indbringer nu sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sammen med Landsforeningen KRIM, der yder gratis juridisk hjælp.
- I den her sag er der jo overtrådt diverse menneskerettigheder, siger faren til den 21-årige, Jim Karlsen til NORDJYSKE.
Faren mener, at der har været flere indikationer på, at sønnen var ustabil.
- Min søn var indlagt på Brønderslev Psykiatriske Sygehus fra 1. september til 1. oktober sidste år, efter han havde begået et røveri. Han fik en psykisk nedtur, fordi han havde gjort det, siger Jim Karlsen til NORDJYSKE.
Formanden for KRIM mener, at man kunne have været mere opmærksom på den 21-åriges risiko for selvmord.
- Han skulle have haft en bedre behandling. I stedet for at putte ham i en celle, skulle han have været placeret i bedre rammer, eksempelvis på sygehuset, og han skulle have haft nogle at tale med. Man skal ikke sidde alene i en celle, hvis man har det psykisk dårligt. Så skal man have selskab, siger Claus Bonnez til NORDJYSKE.
Han mener, at det er en krænkelse af menneskerettighederne og henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen "Keenan mod Storbritannien".
Det skriver NORDJYSKE.