Sensationelt fyrstefund i Vendsyssel

En 1800 år gammel fyrstegrav er fundet ved Tornby i Vendsyssel.

To guldringe, drikkebægre af bronze, skjoldudstyr og sølvskiver, er blot nogle af de ting amatørarkæolog Michael Ejstrup Nielsen har fundet i en fyrstegrav.

For præcis et år siden udgravede han 46 fragmenter ved Tornby, og da arkæologerne ikke kunne grave færdigt på marken før nu, skulle de holde det hemmeligt.

- Det har været utrolig svært at stå med den største guldring, der nogensinde er fundet i Vendsyssel, i hånden, og så ikke må dele det med nogen. Det har været rigtig svært at holde mund, siger Michael Ejstrup Nielsen.

Den store guldring, som Michael især er begejstret for vejer 26,15 gram, og har skader af plovskær. Ifølge arkæologerne har ringen aldrig været brugt, men har mere været en symbol på fyrstens magt og rigdom.

- Det er noget helt særligt, at vi har fundet denne fyrstegrav. Det er en grav, der kun dukker op hvert tiende år, så det er virkelig et sjældent fund.

Gravgodsets sammensætning antyder, at den gravlagte tilhørte en snæver kreds af den absolutte magtelite i jernalderens Vendsyssel.

Arkæologerne måtte sætte udgravningen på pause, fordi de ikke havde penge til at grave videre.

Guldringene er nu låst inde, og resten af fundet er til rensning, hvor efter det muligvis skal udstilles på Vendsyssel Historiske Museum, og derefter på Nationalmuseet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland