Sidste test: AaB-nyindkøb lynede og Hobro delte mod tidligere træner
Foto: AaB
De to nordjyske superliga-mandskaber, Hobro IK og AaB, testede fredag begge formen for en sidste gang inden sæsonstart.
Det slutter 4-0 til #AaB i sommerens sidste testkamp; lad os bare få en tilsvarende præstation når det om ni dage er alvor i Lyngby.
— AaB (@aabsportdk) 5. juli 2019
AaB’s nyindkøb til midtbanen, 25-årige Patrick Olsen, viste fredag eftermiddag fine prøver på det talent, man i AaB håber at kunne forløse til fulde.
Olsen lynede nemlig to gang i nordjydernes sidste testkamp inden sæsonstart, da de fredag eftermiddag spillede på udebane mod AC Horsens. Her gjorde Patrick Olsen det til både 1-0 og 2-0. Begge mål scoret fra distancen.
Dermed blev grunden lagt til den storsejr, som AaB’erne hentede i det østjyske. Det endte nemlig med en sejr på 4-0 over AC Horsens. Frederik Børsting stod bag målet til 3-0, mens unge Mikkel Kaufmann efter en solotur og en afslutning via undersiden af overliggeren kunne gøre det til 4-0.
Dermed fik AaB den bedst mulige optakt, inden der tages hul på den nært forestående superligasæson.
Hobro delte mod Jonas Dal
Også Hobro skulle have de sidste indikationer på, hvor formen befinder sig inden superligastarten om godt en uge.
Hobro IK tog hjemme imod 1. divisionsholdet FC Fredericia, der har den tidligere Hobro-træner Jonas Dal, i cheftrænerstolen. Her blev det til 0-0 i sommerens sidste testkamp.
Hobro IK åbner superligasæsonen mandag 15. juli på hjemmebane mod AGF klokken 19, mens AaB åbner den kommende sæson mod oprykkerne fra Lyngby BK på udebane 14. juli klokken 14.
Slut! Testkampen mod FC Fredericia slutter uden scoringer #HOBFCF 0-0
— Hobro IK (@hikfodbold) 5. juli 2019