To sigtede i drabssag er løsladt

To af de fire sigtede i drabssagen fra Gunderup er blevet løsladt. De to personer er stadig sigtet i sagen.

To af de fire personer, som blev anholdt i forbindelse med drabet i Gunderup 3. januar, er blevet løsladt. Alle fire anholdte er dog stadig sigtet i sagen, hvor en 58-årig mand blev fundet død i sit hus.

- De to personer, som er blevet løsladt, har ikke været inde i huset. Det har de to, som fortsat er fængslet, siger Torben Kaufmann Sørensen, advokaturchef ved Nordjyllands Politi.

To 39-årige mænd, en 32-årig mand og en 52-årig kvinde blev anholdt og varetægtsfængslet i fire uger. Da varetægtsfængslingen udløb, blev den 32-årige mand og den 52-årige kvinde løsladt.

- Sagen bliver nu forelagt Statsadvokaten, som tager stilling til, hvad der videre skal ske i sagen, siger Torben Kaufmann Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland