Silkeborg-profil: AaB er min klub

Kasper Risgård skal lørdag eftermiddag sammen med Silkeborg forsøge at slå AaB, som altid vil være hans klub.

Silkeborg-profilen Kasper Risgård fik sin fodboldopdragelse i AaB, og derfor bliver lørdagens møde i Superligaen mellem de to klubber speciel for ham.

Midtbanespilleren optrådte hos Silkeborgs modstander frem til 2009.

- Det er der, jeg har fået min fodboldopdragelse. Jeg har været med til mange succeser og nederlag med AaB. I bund og grund er det min klub, og det vil det altid være, selv om jeg møder dem med andre klubber.

- De vil altid have en speciel plads i mit hjerte, siger Kasper Risgård, der dog fastslår, at der ikke er tvivl om hans tilhørsforhold under kampen.

- Jeg går altid på banen for at vinde, og det bliver der ikke ændret på, fordi vi møder AaB.

- Før og efter kampen er det lidt specielt, når man hilser på de gamle gutter. Men under kampen er jeg på kontrakt i Silkeborg og gør mit bedste for at få succes, fortæller 28-årige Risgård.

AaB indtager Superligaens sjetteplads med 26 point, mens Silkeborg følger lige efter med 23 point. Kampen spilles klokken 17:00 i Silkeborg.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland