Sir Cliff Richard i Hjørring: "Når Cliff er i Danmark, er familien nummer to"
Cliff Richard var på besøg hos Superbest i Hjørring, hvor han skulle promovere sit eget vinmærke.
Sir Cliff Richard var lørdag i Hjørring for at promovere sit eget vinmærke, og verdensstjernens besøg blev en stor succes for fans og arrangør.
På et skilt udenfor Superbest i Hjørring stod der, at Sir Cliff Richard ville skrive autografer fra klokken 10-12, men det forhindrede ikke de største Cliff Richards-fans i at møde tidligt op.
- Da jeg hørte, at Cliff kom til Hjørring, så tænkte jeg, det er en joke. Men nu står vi her, og det har vi gjort siden klokken kvart over fire i morges. Lige nu er det svært at holde nerverne i ro, og jeg er meget spændt, sagde Helle Mikkelsen, der som medlem af den officielle danske Cliff Richard Fanklub, Stronger stod først i køen.
Over 1000 mennesker var mødt op for at møde den 74-årige engelske sanger, der signerede sine egne vine til stor tilfredshed for de mange fans.
- Det er jo en oplevelse, som vi ikke kommer til at prøve igen, så det skal prøves nu, når vi har været til koncerter, og det har været godt, men den her gang skal vi have en autograf og tæt på Cliff, sagde Jette Kristensen, der havde taget hele turen fra Hinnerup.
Hun blev bakket op af Dorthe Mogensen fra Hirtshals.
- Jeg synes, at det er lidt stort, for nu har vi taget til Irland, Skotland og England og ned på hans vinslot, og så kommer han her i Hjørring, hvor vi handler til dagligt, det er lidt specielt.
For langt de fleste fans har Sir Cliff Richard været et fast holdepunkt igennem flere årtier, hvor det anslås, at sangeren har solgt i omegnen af 250 millioner plader.
- Da jeg mødte min nuværende mand, sagde jeg til ham, at når Cliff ér i Danmark, så er familien nummer to, og at jeg i mit soveværelse har en full size papfigur af Cliff, og det var ikke til diskussion, sagde Anne Marie Kruse, der havde taget turen fra Bjerringbro.
Det store arrangement forløb planmæssigt, og for dagens arrangør var der stor tilfredshed at spore.
- Det har været helt vildt fedt. Det blev den dag, som jeg havde drømt om, og der har været rigtig mange henne og sige, at det har været et godt arrangement, så det gør mig rigtig stolt, sagde Henrik Svanhede, der er købmand i Superbest.
Der var heller ingen tvivl om, hvor stort et indtryk dagens hovedperson havde gjort på de mange fans, der denne lørdag havde taget turen til Hjørring.
- Det er fedt at komme til koncerter, hvor vi hører hans musik, men det der med at se ham i dag, hvor vi bare kunne kigge ham dybt i øjnene, og han svarede, når vi spurgte ham om noget. Man bliver sådan lidt teenage in love agtigt, sagde Anne Marie Kruse.