Sirenerne hyler klokken 12 onsdag
Klokken 12 bliver sirenerne landet over testet. Formålet er at lære os de forskellige signaler at kende.
Der er ingen grund til at få frokosten galt i halsen og søge tilflugt i det nærmeste sikkerhedsrum, når sirenerne hyler midt i frokosten onsdag.
Der er nemlig blot tale om en test, når Beredskabsstyrelsen og politiet klokken 12 lader de danske sirener larme.
Sirenetesten indeholder tre signaler. Først lyder der et varslingssignal, som består af en lyd, der stiger og derefter falder langsomt. Lyden kommer fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
Efter tre minutter gentages varslingssignalet, og efter yderligere tre minutter lyder et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Denne lyd består af én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Sirenevarslingssystemet er de senere år brugt op til 10 gange om året, og det er især sket i forbindelse med udvikling af farlig røg og kemiske udslip.
Indtil 1994 var sirenerne mekaniske og blev testet hver onsdag klokken 12 for at forhindre, at de rustede sammen. Det passede godt med, at den ugentlige frist for at indlevere tipskuponer var klokken 15.
Nu er sirenerne elektroniske, og formålet med testen er først og fremmest at lære befolkningen varslingssignalerne at kende.
Hvis ulykken er ude, skal man gå indenfor, lukke døre og vinduer og slukke ventilationsanlægget. Politiet og andre myndigheder vil informere om ulykken via DR og TV2.
Når faren er overstået, vil sirenerne afgive afvarslingssignalet, og medierne vil orientere om, at faren er forbi.
Der er opsat i alt 1078 sirener herhjemme i byer og byområder med flere end 1000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 procent af befolkningen, men i områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle ved at bruge mobile sirener.
Men husk: Når sirenerne lyder klokken 12, er der tale om en test, og man skal derfor ikke ringe til 112, politi eller brandvæsen.