Skagboer hoppede i havet
Webclip på tv2nord.dk
371 skagboer og borgmester Birgit Hansen nød torsdag morgen et koldt gys på Sønderstrand i Skagen.
Hop i havet eller kom til Kerteminde og pil rejer og server kølig hvidvin. Udfordringen gik til Skagen fra Kerteminde for en lille uge siden, og udspringer af en Facebook-tendens hvor venner udfordrer hinanden til at tage en dukkert.
Nu er trenden altså nået op på byniveau, og Kerteminde udfordrede som den første by nogensinde Skagen til at følge i deres fodspor og tage en dukkert. Torsdag var det så alvor, og 371 skagboer plus borgmester Birgit Hansen mødtes allerede klokken 8.30 for at vise fynboerne, at de ikke er bange for at blive våde.
- Det regner og det blæser, men sådan nogle nordjyder som os er ikke nemme at skræmme, sagde Birgit Hansen, inden hun og de 371 andre morgenfriske løb i vandet på Sønderstrand i Skagen.
Nu er stafetten givet videre til Hornbæk, som inden en uge skal tage samme tur. Gør de det ikke, skal de tage til Skagen og traktere skagboerne med håndpillede rejer, kølig hvidvin og ikke mindst rygmassage.
Se hvordan det hele løb for sig i indslaget herover.