Skagen får akutbil om sommeren
Foto: Bruno Stagsted
Regionen opgiver beredskab i Skagen med brandmænd, men er klar med en sommerløsning i Skagen.
Om knap to måneder forsvinder den faste akutbil, der er placeret i Skagen, men der er nu udsigt til en særlig sommerløsning, hvor der i sommermånederne bliver placeret en akutbil i området.
Forretningsudvalget i Region Nordjylland har udformet en løsning, som betyder, at akutbilen kan stå til rådighed i Skagen i juni, juli og august, hvor der er flest mennesker i byen.
- Vi har fundet penge i budgettet til at kunne indsætte akutbilen i de måneder, hvor spidsbelastningen er størst, siger Venstres gruppeformand, Jess V. Laursen, til TV2/Nord.
Det er blot to uger siden, at en gruppe borgere fra Skagen mødte op for at demonstrere før regionsrådets januarmøde. Men her var der ingen løfter fra politikerne.
- Det er vigtigt at understrege, at der er placeret en ambulance i Skagen. Men vi har hele tiden sagt, at vi godt ville se på mulighederne for at finde en løsning, der kunne skabe større tryghed. Vi er netop opmærksomme på, at der er udrykninger, der er mere end 20 minutter om at nå frem. Samtidig har vi lyttet til argumentet med, at befolkningstallet i Skagen i sommermånederne stiger betydeligt, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) til NORDJYSKE Stiftstidende.
Foreløbig kommer løsning til at gælde for i år og 2016.
- Så må vi for 2017 se på, om det skal fortsætte, og hvor pengene eventuelt skal findes, siger Ulla Astman.