Skal du på svampetur? Sådan undgår du de giftige svampe
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Blandt de farligste svampe er blandt andet grøn, hvid og rød fluesvamp.
Giftlinjen har travlt med at besvare opkald fra svampejægere, som er bekymrede for, om de har spist en giftig svamp.
Et varmt forår og en våd sommer er ikke noget, alle mennesker nødvendigvis smiler over.
Men i skovbunden har det skabt optimale betingelser for svampevækst, og derfor falder svampesæsonen ekstraordinært tidligt i år, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det mærker man hos Giftlinjen, som i år har modtaget flere end 650 opkald fra svampeentusiaster, der er i tvivl om, hvorvidt de har forvekslet en giftig svamp med en spisesvamp.
Få fat i en nyere svampebog
Sidste år modtog Giftlinjen næsten 1.000 opkald fra bekymrede svampespisere. Af dem havde 66 symptomer på forgiftning. 13 blev kategoriseret som direkte livstruende.
Nogle få svampe er direkte livsfarlige og kan give alvorlig sygdom
Henrik Dammand Nielsen, Fødevarestyrelsen
Hvert år bliver danskere syge med alt fra mildt maveonde til livstruende forgiftninger, fordi de har spist giftige svampe.
Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man som minimum får fat i en nyere svampebog, inden man pakker kniv, kurv og børste for at sanke kantarel og Karl Johan til sin svampetoast.
5 råd om svampe
1. Spis kun svampe, du kender 100 procent
2. Spis kun anerkendte spisesvampe
3. Brug kun friske svampe i madlavning og nedkøl eventuelle madrester straks
4. Spis ikke svampe rå, da mange svampe så kan give ubehag
5. Medbring en nyere svampebog, når du går på svampejagt
Kilde: Fødevarestyrelsen
Skulle man komme til at spise en af de farlige giftsvampe, kan det i værste fald have dødelig udgang.
- De fleste svampe er harmløse, og en hel del er gode spisesvampe. Men nogle få svampe er direkte livsfarlige og kan give alvorlig sygdom, fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen og fortsætter:
- Én af dem er grøn fluesvamp, som er dødelig giftig. Den skader organerne, og kan til forveksling ligne posesvampen, der er en udbredt spisesvamp i Sydøstasien. Ved mildere forgiftninger slipper man med opkast og diarré.
Henrik Dammand Nielsen tilføjer, at det kan være ganske få kendetegn, som adskiller en giftsvamp fra en spisesvamp. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen til kun at spise svampe, som du er helt sikker på, er anerkendte spisesvampe.
Vær opmærksom på dobbeltgængere
Det er særligt de såkaldte dobbeltgængersvampe, som gør svampebestemmelsen til en svær kunst. Eksempelvis ligner den dødeligt giftige stenmorkel en spiselig morkel på en prik, og den populære champignon kan forveksles med den giftige snehvid fluesvamp.
Derfor er Fødevarestyrelsens opfordring klar.
- Tag et billede af de svampe, du vil tilberede. Hvis du senere får symptomer på forgiftning, der ofte viser sig som maveonde, diarré eller opkast 8 timer eller mere, efter du har spist svampen, kan du få hjælp hos Giftlinjen til at identificere den, siger kontorchef Henrik Dammand Nielsen og fortsætter:
- Medbring en god, nyere svampebog, når du skal på jagt i skoven og konsultér den, inden svampen ryger i kurven.