SKAT i Nordjylland sender ledere i praktik
SKAT i Nordjylland sender omkring 60 ledere ud for at lave praktisk arbejde. Hver af lederne skal i praktik på to forskellige ukendte områder, for at give dem nogle anderledes udfordringer.
Alle ledere i praktik
- Vi har valgt, at alle ledere i Nordjylland skal ud og "gøre det selv", altså få fingrene godt og grundigt ned i mulden, fortæller Lars Møller Madsen planlægningsdirektør for Skattesamarbejde Nordjylland og tilføjer:
- De kommer i praktik på to forskellige ukendte områder, så de bliver udfordret til det yderste.
Andre arbejdsopgaver
I løbet af første halvår 2008 får lederne i SKAT i Nordjylland øjnene op for helt andre arbejdsopgaver end deres daglige rutiner.
- Vi har omkring 60 ledere her i Nordjylland, så det har været noget af et puslespil at få det hele til at gå op, fortæller Lars Møller Madsen, og tilføjer:
- Der har været nogle "hotte" arbejdsområder, hvor der var særlig rift om praktikpladserne - blandt andet ved Told og Økonomisk Kriminalitet, fortæller han.
Praktik i Ringkøbing
Frede K. Nielsen fagchef fra Skattecenter Skive har været i praktik i Betalingscentret i Ringkøbing.
- Det var en lærerig oplevelse, og vi har allerede inviteret dem til et møde hos os. De ved, hvad de vil og tør sige deres mål højt, ligesom Ulrik Wilbek, fortæller han.
Rigtige mænd
Afdelingsleder Aina Daugberg fra SC Aalborg supplerer med et smil:
- Ja, i Betalingscentret er der "rigtige mænd". Det var fantastisk at se, hvordan de løfter i flok, fortæller hun.
Læring på højt plan
Initiativet er en såkaldt "win-win situation", da både praktikanter og praktikværter får noget ud af opholdet. Dette er et led i en større strategi om videndeling, netværk og attraktiv arbejdsplads for SKAT i Nordjylland. Når praktikken er overstået, skal oplevelsen ikke blot løbe ud i sandet.
- Det er yderst vigtigt, at der bliver reflekteret over besøgene, og derfor skal alle lederne sættes i stævne til et interview. Optagelserne skal blandt andet bruges til intern podcasting, fortæller Lars Møller Madsen og tilføjer:
- På den måde får vi skabt både refleksion og eftertanke omkring lederpraktikken.
Skattesamarbejde
Skattesamarbejde Nordjylland består af Skattecenter Skive, Thisted, Hjørring og Aalborg - derudover et Ledelsessekretariat i Hjørring.