Skatteministeren havde gode nyheder med til Nordjylland
Skatteministeren fra Nordjylland havde mandag lempelser i skatter og afgifter med til virksomheden DESMI i Nørresundby.
Det er ikke prisen, de danske virksomheder har lettest ved at konkurrere på. Især ikke hvis produktionen ligger i Danmark. Det sørger et godt skatte- og afgiftstryk for.
Men da skatteminister Karsten Lauritzen (V) med de nordjyske rødder i går, mandag, besøgte DESMI i Nørresundby, havde han for en gangs skyld gode nyheder med til direktør Henrik Sørensen.
- Altså, jeg har nogle skatte- og afgiftslempelser. Måske ikke så meget, som man godt kunne tænke sig, men dog nogle skridt i den rigtige retning. Blandt andet afskaffer vi PSO-afgiften, som gør det billligere at producere i Danmark for en virksomhed som DESMI, sagde Karsten Lauritzen.
- Vi må nok indrømme, at vi får strammet skatteskruerne lige rigeligt, tilføjede han.
Og det var sød musik for Nørresunby-virksomheden, der lever af at lave komplette pumpeløsninger til sprinkleranlæg og brandbekæmpelse. Men der var også plads til at give skatteministeren et par råd med på vejen.
- Det var godt, han lyttede, og vi havde da et par forslag, han fik med hjem. Også gode forslag, vil jeg sige, ellers var vi ikke kommet med dem. Vi gav ham et par nøgler til de låste situationer, som hele systemet er i lige i øjeblikket, sagde Henrik Sørensen.