Skildpadden Luffe er national skat

En 54 millioner år gamle babyskildpadde, også kendt som Luffe, fra Mors i Nordjylland er blevet erklæret for danekræ.

Luffe er en lille babyskildpadde på bare 11 cm, som levede i Limfjorden ved Mors i Nordjylland for 54 millioner år siden. Nu er Luffe blevet erklæret for national skat og beskyttet mod at forsvinde til udlandet eller i private samlinger af loven om danekræ.

Der er aldrig tidligere blevet fundet et komplet skelet af en havskildpaddeunge i Danmark, så Henrik Madsen, leder af Moler Museet, er stolt. Han fandt Luffe i starten af året og har brugt ca. 150 timer og en god portion tålmodighed på at grave Luffe fri af den sten, den lå i.

Fundet af Luffe betyder, at der må have været en strand i nærheden, hvor havskildpadderne kunne lægge æg. Fortidens Nordsø har været et lavvandet tropisk hav, for havskildpadder lægger normalt æg på tropiske og subtropiske strande.

Henrik Madsen fandt også en voksen havskildpadde, som dog ikke er lige så hel og fin som Luffe. De to skildpadder er lige nu udstillet på Geologisk Museum i København, og siden vender de hjem til Moler Museet på Mors.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland