Skole sætter foden ned: - Vi frygtede, vores elever ville føle sig ramt
Der er gang i valgdebatterne rundt omkring i de nordjyske folkeskoler lige nu. For Skolevalg 2024 nærmer sig. På Karensmindeskolen i Støvring foregik debatten imidlertid uden deltagelse fra Dansk Folkepartis Ungdom.
Det var ellers ikke, fordi partiet stod uden en repræsentant til debatten. Joachim Mortensen, der er landsformand i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), var mødt op, men han forlod skolen, inden debatten begyndte.
Ganske enkelt fordi han blev nægtet at uddele sine medbragte flyers til eleverne i udskolingen.
- Jeg siger til læreren, at det her lugter langt væk. Vi diskuterer lidt frem og tilbage og så forlod jeg stedet. Det er så langt ude, at de forsøger at censurere mig, siger Joachim Mortensen.
Flyeren, eller flybilletten om man vil, som landsformanden ikke måtte uddele, var en såkaldt 'envejsbillet fra Danmark til Mellemøsten'.
Uenighed om forløb
Viceskoleleder på Karensmindeskolen i Støvring Pia Jensen bekræfter overfor TV2 Nord, at DFU'eren blev bedt om ikke at uddele valgmaterialet til eleverne.
- Vi synes ikke, det var egnet til et skolevalg. Vi bad om, at det ikke skulle deles ud. Det gør vi, fordi vi har en holdning om, hvad det er, der er på vores skole, siger hun og tilføjer:
- Forsiden var en enkeltbillet til Mellemøsten, og vi forudså, at der var nogle elever, der ville føle sig ramt. Og vi passer på alle vores elever.
På bagsiden af billetten står der "Derfor skal de sendes hjem", og det fremgår videre, at afgangstidspunktet er NU. Hverken budskab eller flyer mener Alex Broholm, der er lokalformand i Dansk Folkeparti Ungdom i Nordjylland, at der er noget kontroversielt over.
Jeg siger til læreren, at det her lugter langt væk
Joachim Mortensen, landsformand, Dansk Folkepartis Ungdom
Joachim Mortensen retter kritik af Karensmindeskolen. Han føler sig forskelsbehandlet.
- Personalet ville scanne mine ting. Det er underligt, for de andre partier har ikke skullet lægge noget frem og vise deres materiale, siger han.
Den kritik giver viceskolelederen ikke meget for.
- Det passer ikke. Det var de første, vi gjorde, da de ankom. Det andet materiale var reklamer for partierne eller deres politiske program, siger hun.